Rungsted er suveræne mestre

Rungsted vinder det danske mesterskab i ishockey for første gang siden 2002. Med en 1-0-sejr ude over Sønderjyske vinder Rungsted finaleserien med 4-0

Rungsted blev mestre for første gang siden 2002. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Rungsted blev mestre for første gang siden 2002. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

For første gang i 17 år er Rungsted dansk mester i ishockey.

Fredag aften blev DM-guldet sikret på udebane mod Sønderjyske, da Rungsted Seier Capital vandt med 1-0.

Kampens afgørende mål blev scoret af svenskeren Robin Bergman med syv minutter tilbage af kampen. Målet blev scoret, da Rungsted var i overtal.

Med sejren har Rungsted gjort rent bord i finaleserien, som blev vundet med 4-0 i kampe.

Det lugtede ellers af en femte finale igennem det meste af kampen.

Sønderjyske var det toneangivende hold, og Vojens-klubben kunne have været foran, da holdene skøjtede ind til den første pause i kampen.

I anden periode tiltog presset, og flere gange var sønderjyderne tæt på at komme i front på en returpuck, men forsøgene blev brændt. Det samme blev Steffen Franks friløber på Thomas Lillie.

I det første minut af tredje periode viste målmanden sig endnu en gang som den store helt, da han reddede en ny Sønderjyske-friløber. Denne gang var Mads Lund synderen med afbrænderen.

Det løse krudt fra sønderjydernes skytter blev til sidst helt kostbart, da Robin Bergman bragte Rungsted i front.

Det skabte stor jubel hos de mange medrejsende Rungsted-fans, som allerede begyndte at tage hul på mesterskabssangene.

Festen var ellers i alvorlig fare for at blive udskudt. I de døende sekunder fik hjemmeholdet ellers en stor mulighed for at udligne, men Thomas Lillie holdt buret rent, før den store jubelfest brød ud, og guldparykkerne blev taget på i Rungsted-afsnittet.

- Vi har været det bedste hold i år. Sådan er det bare. Det kan man ikke komme uden om.

- Jeg har været tilfreds, så længe vi har vundet kampene, og dem har vi vundet en del af. Men jeg havde ikke kunnet gøre det uden dem foran mig, siger Thomas Lillie til TV2 Sport.

Rungsted har nu vundet fire danmarksmesterskaber. Det første blev vundet i 1955, og siden fulgte mesterskaber i 1963 og 2002.

Siden Rungsteds seneste mesterskab for 17 år siden har Rungsted ikke været i en DM-finale. To gange er det blevet til bronzemedaljer i den mellemliggende periode.

Sønderjyske har ikke vundet en medalje siden 2015, hvor klubben seneste blev dansk mester.

Se også: Ishockeylandsholdet lider nyt testnederlag til Sverige

Se også: Danmark taber endnu en testkamp på isen til Sverige

Se også: Dansker skriver historie: Første gang nogensinde

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere