Sidste gang var det pinligt - sådan undgår Danmark ny VM-ydmygelse

Danmark møder torsdag et russisk hold i overdådigt spillehumør – ikke just et godt udgangspunkt til at tage point for det danske hold, der har oplevet op- og nedture ved dette VM

Nichlas Hardt (th.) er med to scoringer dansk topscorer ved VM. Foto: Jan Korsgaard
Nichlas Hardt (th.) er med to scoringer dansk topscorer ved VM. Foto: Jan Korsgaard

KÖLN (Ekstra Bladet): Hvis man står på skinnerne, når der kommer et godstog, er det en god idé at flytte sig. Og når man møder russerne i ishockey, som Danmark skal torsdag, er det en god idé at spille op til sit bedste. Ellers får man en på hovedet.

Se også: Landstræneren dropper yderligere NHL-forstærkning

I Tyskland har den russiske bjørn vist tænder. Tre kampe har budt på tre sejre – først Sverige, så Italien og senest værtsnationen.

Specielt andenkæden med Artemi Panarin, Vadim Schipachyov og Evgeni Dadonov ser skræmmende ud – nøjagtig som sidste år i Moskva, da de tre endte som nummer et, to og tre på VM’s topscorerliste.

Mod Danmark scorede de samlet 14 point, da de rød-hvide blev tildelt turneringens største nederlag på 10-1 – en kamp, som Morten Madsen ikke husker tilbage på med glæde.

- Det er ikke gode minder. 

- Man føler sig pinligt berørt, når man løber rundt derude og er bagud med 10-1, siger Morten Madsen, der ikke håber på en gentagelse.

Undertal koster
Noget af det, der gjorde mest ondt på danskerne sidste år, var undertals-situationerne. De varede 16 minutter, og det er for meget mod et hold af den styrke, erkender kaptajn Morten Green.

- Vi røg i karrusellen sidste år. En af grundene er, at deres powerplay er helt vildt stærkt.

- Sidste år tog vi mange udvisninger, og vi er startet i år på samme måde. Så det bliver et tema for os.

- Hvis vi tager seks, syv, otte stykker, så klapper de nogle ind. Vi skal holde det på tre-fire stykker, hvis vi skal have en chance, siger han.

En kamp i defensiven
Gameplan mod russerne er ellers ikke så meget anderledes end alle de andre kampe. Danskerne skal være disciplineret i spillet og med udvisningerne – og så slå til, når chancen byder sig, påpeger landstræner Janne Karlsson om den tunge opgave.

- Ja, det er et mildt udtryk.

- Sådan en kamp kan forhåbentlig udvikle vores defensive spil. Vi kommer til at spille 90-95 procent i defensiven, hvor vi skal lukke midtzonen og holde positionerne i egen zone. Men når vi så får pucken, så må vi knalde til den og satse på omstillinger, siger svenskeren, der naturligvis har stor respekt for de russiske spillere.

- Det er klassespillere.

- De er bare så stærke – og har et højt bundniveau. Og så tager de alle kampe alvorligt.

- Men vi skal spille med dem og se, hvad vi kan få med, siger Janne Karlsson.

Han skal dog ikke kigge alt for meget i den historiske VM-tabel. Den viser, at Danmark ni gange har mødt Rusland og taget nul point – med en samlet målscore på 13-53.

Men man kan jo håbe, at bjørnen får lyst til et sjældent blund.

Se også: Ro på - Danmark kan stadig nå kvartfinale

Se også: Dansk skarpskytte siger nej til ishockey-VM

Mikkel Bødker og Philip Larsen hører til blandt de bedst lønnede danske ishockeyspillere. Foto: Jan Korsgaard Sport og Spil VM-afbud for millioner: Så ekstremt meget tjener de danske ishockey-stjerner

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere