I ishockey er det meget simpelt: Hvordan det går resten af året, er ligegyldigt, hvis man bare rammer topformen, når slutspillet starter.
Sådan er det, men det er også en sandhed med modifikationer. For hvis ambitionen er guld, er det langtfra underordnet, om man slutter i top eller bund efter grundspillet.
Alle erfaringer viser, at det er uhyre svært at vinde mesterskabet, hvis man ikke er blandt grundspillets fire bedste. Det er kun sket én eneste gang: Da Rødovre i 1999 vandt guld efter en indledende sjetteplads.
- Statistikken er imod os, og det ved vi godt, siger Rungsteds erfarne back Joachim Holten Møller.
Han og holdkammeraterne har meget at rette op på i kvartfinaleserien mod Herning, der begynder fredag.
Rungsted vandt mesterskabet i både 2019 og 2021, men selv om mange af guldprofilerne fortsat er i klubben, nøjedes nordsjællænderne med at blive nummer seks i denne sæsons grundspil.
Især sæsonens første måneder var sløje, og forløbet har givet panderynker i ledelsen.
- Sæsonen startede meget tidligt i år, og vi kom for sent i gang med forberedelserne. Vi havde kun tre uger på is før den første kamp, og det står for mig som vores største fejl, siger klubbens direktør, Thomas Friberg.
Samtidig har spillertruppen været ramt af skader til nogle af de største profiler.
Den mangeårige landsholdsspiller Nichlas Hardt har således kun spillet 14 af 48 kampe.
- Den ene skade fører meget ofte den anden med sig. Når der er skader, spiller man med færre folk, og så kommer der flere skader til. Man ender i en ond spiral, og det føler jeg, at vi har været, siger Thomas Friberg.
Efter nytår har det set en smule lysere ud. Rungsted kan også finde lidt optimisme i, at holdet er blandt ligaens mest formstærke. Men den lave placering i grundspillet bider nordsjællænderne i halen.
Den betyder, at holdet skal møde Herning i en kvartfinaleserie, der bliver en direkte duel mellem to af ligaens allerstørste budgetter.
Ingen af de to klubber kan reelt leve med at ryge ud før semifinalerne.
- Det ville være en stor skuffelse for os. Men det vil det også være for Herning. I slutspillet bliver det hele sat på spidsen, det hele bliver sort-hvidt.
- I grundspillet har man trods alt 48 kampe, og hvis man lige har fire dårlige kampe, kan man godt rette op på det. Det kan man ikke i slutspillet, for så er sæsonen slut, lyder det fra Joachim Holten Møller.
Kvartfinaleserien spilles bedst af syv. Fire sejre giver avancement til semifinalen. Herning har hjemmebane i første kamp, der begynder klokken 19 fredag aften.