Sønderjyske brager mod DM-finalen

Sønderjyske fører nu 3-0 i kampe i den ene DM-semifinaleserie i ishockey efter 2-1-sejr over Aalborg Pirates

sønderjyske har tre matchbolde mod Aalborg for at må DM-finalen, efter at de vandt den tredje semifinale 2-1. Foto: René Schütze
sønderjyske har tre matchbolde mod Aalborg for at må DM-finalen, efter at de vandt den tredje semifinale 2-1. Foto: René Schütze

Sønderjyske har i den grad taget på mestrene fra Aalborg Pirates i klubbernes dyst i den ene DM-semifinale i ishockey.

Søndag tørnede holdene sammen igen, og her endte det efter forlænget spilletid igen med en sejr til Sønderjyske, som lød på 2-1.

Fredag lammetævede sønderjyderne Aalborg på udebane og kunne tage hjem med en usvigelig sikker 5-1-sejr.

Den kom så i kølvandet på 4-1-sejren i det første semifinaleopgør, og nede med 0-3 skal Aalborg ud og vinde fire kampe i træk for at booke billet til finaleserien, da der spilles bedst af syv kampe.

Efter en målløs første periode gik der lidt over 12 minutter af anden periode, før pucken første gang endte i nettet. Den 34-årige canadier Rod Pelley scorede i powerplay og bragte Sønderjyske foran 1-0.

Aalborg kom dog tilbage og fik udlignet efter små tre minutter af tredje periode, da Thomas Spelling scorede til 1-1.

Dermed var der liv i håbet om at få reduceret til 1-2 i det samlede regnskab i de indbyrdes kampe, men i stedet blev det altså hjemmeholdet, der løb med den snævre sejr.

Halvandet minut inde i overtiden sørgede Mads O. Lund således for den scoring, der gav sejren.

Senere søndag tager Rungsted Seier Capital hjemme imod Frederikshavn White Hawks i den anden semifinaleserie.

Begge hold møder op med en sejr til klubbernes tredje møde.

Se også: Mens du sov: Dansker fortsætter målshow

Se også: Sønderjyske kørte Aalborg over

1 kommentar
Vis kommentarer