Sønderjyskes ishockeyherrer har haft en vanskelig sæson med mange skuffende nederlag, men fredag kom en af de sejre, der luner ekstra meget.
Hjemme mod Aalborg Pirates var Sønderjyske bagud 0-2, men vendte det truende nederlag til en sejr på 4-2.
Aalborg kom foran 1-0 allerede tre minutter inde i første periode ved Martin Højbjerg, der var hurtigst over en ripost.
Olivier Hinse fordoblede føringen seks minutter senere, og det lignede en nordjysk sejr i Vojens.
Men Sønderjyske svarede flot tilbage halvvejs inde i anden periode, og Derek Damon reducerede til 1-2 på et hårdt og præcist skud.
Søren Dau Mortensen nåede at udligne til 2-2 et minut før anden periodes udløb.
Og i tredje periode scorede Jace Coyle til 3-2 for Sønderjyske med ni minutter tilbage i kampen.
Hjemmeholdets Tyler Fiddler cementerede sejren i et tomt bur to sekunder før tid.
Julian Jakobsen, der assisterede ved Aalborgs to mål i første periode, var utilfreds med holdets indsats i de to sidste perioder.
- Vi stoppede med at spille ishockey. Jeg ved ikke, hvad der gik galt efter første periode. Vi stoppede med at spille.
- Det er frustrerende, men vi må op på hesten igen, siger Julian Jakobsen til TV2 Sport.
Sønderjyske-træner Dan Ceman roste omvendt sit hold for at vise god moral trods en forfærdelig start på kampen.
- Vi fik ikke den start, vi ønskede. Men vi kom langsomt tilbage i kampen. Vi blev mere aggressive, og vi fik troen tilbage og publikum med os.
- Alle var meget fokuserede både på bænken og isen, siger Dan Ceman til TV2 Sport.
Sønderjyske er dog fortsat et godt stykke fra top-6, der går direkte videre til slutspillet. Holdet er nummer ni med 44 point efter 36 kampe.
Aalborg er fortsat nummer to i rækken med 65 point efter 36 kampe.
Rødovre Mighty Bulls vandt 2-1 ude over Frederikshavn White Hawks, som ellers kom foran 1-0 efter fem minutter ved lettiske Roberts Jekimovs.
Jannik Karvinen udlignede til 1-1 under power play seks minutter inde i anden periode, mens Thomas Olsen stod for den afgørende scoring for Rødovre lidt over et minut senere.
Frederikshavn er placeret på tredjepladsen i Metal Ligaen med 63 point efter 36 kampe. Rødovre har 58 point på femtepladsen efter 35 kampe.
I de øvrige fredagskampe vandt Rungsted med hele 5-0 hjemme over Odense, mens Gentofte slog Herlev 3-0 på udebane. Endelig vandt Esbjerg med 4-1 ude over Hvidovre.