Stjernens kone rasende på medierne

En graviditet blev breaket i medierne - inden venner og familie fik besked fra NHL's bedste spiller. Det fik hans hustru op i det røde felt

Angela og Carey Price ved 2015 National Hockey League (NHL) Awards i Las Vegas i juni. (Foto: All Over Press)
Angela og Carey Price ved 2015 National Hockey League (NHL) Awards i Las Vegas i juni. (Foto: All Over Press)

- I burde skamme jer!

Angela Price var godt gammeldags stiktosset, da hun onsdag gik til tasterne og skrev et indlæg på sin blog.

Udgangspunktet var ellers ganske lykkeligt. Hun er gravid med sin mand, NHL-stjernen Carey Price.

Problemet for parret Price var bare, at nyheden om de lykkelige omstændigheder blev smækket ud i nyhedsflowet i flere aviser og straks på adskillige hjemmesider, der dækker sladderhistorier om de kendte.

INDEN Carey og Angela havde fortalt det til venner og familie vel at mærke.

- Til alle medier, der afslørede, at vi skal have et barn: I burde skamme jer! Det var respektløst, smagløst og blev gjort uden at vise hensyn, skrev Angela Price.

- At fortælle, at man er blevet forælder for første gang, er noget man kun har chancen for en gang i livet, og den stjal I fra os. Det er på grund af folk som jer, at det er svært for udøvere og deres familier at trives i denne branche, skriver hun med henvisning til livet i professionel, nordamerikansk ishockey.

Parret havde diskuteret, hvornår og hvordan de skulle fortælle historien. Men så kom medierne dem i forkøbet.

Hetz mod journalister
- De sidste par uger har Carey og jeg snakket om måder, vi kunne bringe denne store nyhed på. Men hvorfor skal et par, der kan blive forældre for første gang, være dem, der gør det, når hjerteløse medier kan gøre det for dig, spørger hun bidende sarkastisk.

Indlægget er siden blevet fjernet, blandt andet fordi Angela Carey blev informeret om, at flere journalister hos Toronto Sun, der var blandt de medier, der havde fortalt historien, blev udsat for hetz, ligesom journalisten John Lu hos The Sports Network, der på sin Twitter-konto havde skrevet nyheden, blev overdænget med rasende reaktioner fra fans.

- Jeg står ved det, jeg skrev. 100 procent. Pointen var at få min frustration ud og lade de ansvarlige vide, at deres handlinger var virkelig dårlig stil, skriver hun.

- Jeg ønskede at være bestemt og - ikke så ond, som det måske har virket. Måske en konsekvens af at være gravid. Mit indlæg har ført til en del hån og drillerier online. Jeg ønskede dog ikke at sprede had, hvilket jeg er bange for, jeg har gjort, skriver hun og ender med at være helt venlig:

- Online hån er en alvorlig sag og bør ikke tages let på. Vi er alle mennesker, vi begår alle fejl, skriver hun.

Carey Price er blandt ligaens mest profilerede spillere. Han blev sidste sæson kåret som NHL's mest værdifulde og bedste spiller efter at have sluppet færrest mål ind af alle goalies i ligaen. Samtidig var han ankermand på Canadas OL-vindende mandskab i Sochi.

Han og Angela blev gift i sensommeren 2013.

0 kommentarer
Vis kommentarer