International ishockey er blevet en legende færre.
Den tidligere Chicago Blackhawks-stjerne Bill White er død.
Det skriver NHL-klubben på sin hjemmeside.
White nåede 604 kampe i sin karriere i NHL fra 1967 til 1976.
White, der blev født i Toronto, begyndte sin karriere i verdens bedste ishockeyliga som 28-årig hos Los Angeles Kings, hvor han brugte tre sæsoner, før han i 1970 indgik i en byttehandel med blandt andre Pat Stapleton til Chicago Blackhawks.
Sammen blev de to af grundpillerne i det hold, der kom i Stanley Cup-finalen i både 71’ og 73’.
Begge finaler blev dog tabt til Montreal Canadiens.
- Chicago Blackhawks organisationen kondolerer og sender deres dybfølte tanker til Bill Whites familie, og vi deler deres sorg, lyder det i en pressemeddelelse.
- Han vil blive husket som en leder, en generøs holdkammerat og en hård modspiller. Hans energiske spillestil hjalp Blackhawks til stor succes i hans tid på holdet.
Stapleton var den offensive kraft, og White var forsvarsklippen. Makkerparret var venner fra start.
- Pat og jeg klikkede med det samme, sagde Bill White tilbage i 2010 til Chicago Blackhawks' hjemmeside.
- Jeg var mere typen, der blev tilbage, imens Pat drønede frem til pucken. Det var, som om vi altid vidste, hvad hinanden tænkte og gjorde.
White kom med på NHL-Allstar-holdet hele seks gange, scorede 50 mål og lavede 215 assists, men noget af det, de fleste husker ham for, var hans deltagelse i The Summit Series, hvor Canada spillede om ishockey-verdensherredømmet over otte kampe, hvor han leverede en fantastisk præstation.
Hans karriere sluttede allerede 1976, da han som 36-årig fik en skade på nakken.
Det er endnu uvist, hvordan Bill White døde.
En dansk legende stoppede fornyligt karrien efter VM-kampen mod Italien: Farvel til kaptajnen: Absurd selvmål i dansk VM-sejr
Kæmpe skandaler ramte en tysk landsholdsmålmand: Hitler-skandale ramte VM-værter inden Danmark-kamp: Undskyld!