Svensk legende sætter rekord

Henrik Lundqvist er første målmand nogensinde, der i NHL har formået at vinde 20 kampe eller flere i 13 på hinanden følgende sæsoner

Henrik Lundqvist på vej mod rekorden. Han stoppede 25 skud i Rangers-sejren. Foto: Julie Jacobson/AP/Ritzau Scanpix
Henrik Lundqvist på vej mod rekorden. Han stoppede 25 skud i Rangers-sejren. Foto: Julie Jacobson/AP/Ritzau Scanpix

Henrik Lundqvist er uomtvisteligt en af verdens bedste ishockeymålmænd gennem tiderne. Det har han kamp efter kamp demonstreret gennem 13 sæsoner i NHL - og natten til tirsdag gjorde han det igen, da New York Rangers efter tre kampe uden sejr kom igen og besejrede Philadelphia Flyers 5-1 i Madison Square Garden.

Ikke mindst efter storspil i målet af 'King Henrik', der med sejren såmænd satte NHL-rekord.

For det var hans sejr nummer 20 i denne sæson - egentlig ikke noget bemærkelsesværdigt, for det har han gjort så mange sæsoner.

Men det er netop det, der er så unikt. For i samtlige hans 13 NHL-sæsoner har han gjort netop det: Vundet mindst 20 kampe i grundspillet. Det har ingen anden gjort før ham.

- Det føles rigtig godt, sagde han med et smil til Aftonbladet efter sejren.

Lundqvist har de senere år været lidt kritiseret for sine til tider svingende præstationer. Men den 35-årige keeper mener dog, at han har kunnet træne sig ud af problemerne.

- Jeg har arbejdet hårdere med bentræningen og den fysiske del i denne sæson. Det har givet resultat. Jeg føler mig faktisk ret hurtig, ha ha.

- Spillet har forandret sig så drastisk i de senere år, og jeg forsøger at tilpasse mig. Før i tiden kunne jeg i høj grad læse spillet. Ni går det så hurtigt, at man skal være mere aktiv og aggressiv, sagde Lundqvist.

Han har gennem sin karriere vundet det meste og er en kæmpe stjerne på Manhattan. Efter OL-guld i 2006 og VM-guldet sidste år mangler han kun Stanley Cup for at komme med i den eftertragtede Triple Gold Club.

I 2014 var han tæt på, da han og Rangers nåede finalen, hvor det blev til nederlag til LA Kings.

Se også: Drama i nat: Skudt i hovedet med 124 kilometer i timen

0 kommentarer
Vis kommentarer