Når man forlader en VM-slutrunde med en afklapsning på 0-6 og på samme stadie af turneringen som Danmark, huer det ikke en ishockey-stormagt som Sverige.
Kritikken hagler mod den nationale stolthed 'Tre Kronor' fra alle sider.
Den tidligere Tre Kronor-stjerne Jonas Bergqvist, som selv har vundet VM-guld i 1987, 1991 og 1998, kalder turneringen for Sveriges værste i 31 år.
- Spontant, lige nu, føles årets VM-indsats som den værste siden 1985, skrev Bergqvist på Twitter efter det forsmædelige nederlag til Canada.
- Vi var ikke gode nok. Det undskylder jeg for, siger den afgående landstræner Pär Mårts.
Blandt de store svenske avisers kommentar-skribenter er det tid til selvransagelse.
- Hvad er forskellen mellem at mislykkes og en fiasko, spørger Expressens Sanny Lindström.
- En ting er sikker. Nederlaget til Canada i kvartfinalen er ingen fiasko, men måden man taber på ...
Aftonbladets kommentator Mats Wennerholm nægter at bruge ordet fiasko. Sverige tabte tre kampe til VM - til Rusland, Tjekkiet og Canada - og ifølge Wennerholm alle bedre modstandere, end det hold de blå-gule stillede med.
Til gengæld får spillerne et fælles drag over nakken.
- Det her VAR Sverige værste VM-hold nogensinde, skriver han.
Håner danske ishockey-helte: I særklasse VM's tyndeste trup
Hos Dagens Nyheter giver det elendige VM bekymringer for fremtiden.
- Den pinlige indsats mod Canada var en trist afslutning på Pär Mårts' ellers vellykkede, men for lange tid som landstræner. Det er blevet til guld, sølv og bronze i VM, men frem for alt sølv til OL i 2014, skriver Johan Esk.
Han langer samtidig ud efter alle de svenske NHL-stjerner, som har meldt afbud til VM. De bærer også en stor del af ansvaret for, at de blågule for første gang, siden den nuværende turneringsstruktur blev indført, to år i træk røg ud af VM i kvartfinalen.
I Sverige ser man nu frem til efterårets World Cup i ishockey, der har den nordamerikanske NHL-liga som arrangør, så de største stjerner deltager. Svenskerne stiller med sit landshold, mens der er fire danske NHL-stjerner på Team Europe.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.