Toptræner færdig i Danmark: Mareridt-afslutning koster jobbet

Mario Simioni stopper som træner i Frederikshavn White Hawks, der tabte 12 af de sidste 15 kampe i sæsonen

Mario Simioni er færdig som træner i Frederikshavn White Hawks efter holdets skuffende afslutning på sæsonen. Foto: Niels Husted
Mario Simioni er færdig som træner i Frederikshavn White Hawks efter holdets skuffende afslutning på sæsonen. Foto: Niels Husted

En dybt skuffende afslutning på sæsonen koster nu den tidligere mestertræner Mario Simioni jobbet i ishockeyklubben Frederikshavn White Hawks.

I en pressemeddelelse oplyser klubben, at ledelsen og Simioni efter en evaluering af sæsonen er blevet enige om, at trænerens kontrakt ikke bliver forlænget.

Især de mange nederlag på hjemmebane har skabt frustration hos både tilhængere og sponsorer, erkender klubben.

- Begge parter har behov for at prøve noget nyt, og vi vil fra klubbens side sige mange tak for et professionelt samarbejde med Mario, som altid har været loyal og meget arbejdsom for klubben.

- Vi har kun de bedste ønsker for Mario i fremtiden, og vi vil uden tvivl kunne drage nytte af hinanden i fremtiden, skriver klubben.

Dermed tager Frederikshavn White Hawks konsekvensen af en sæson, der i de sidste måneder løb helt af sporet og sluttede med 12 nederlag i de sidste 15 kampe.

Den med spænding imødesete kvartfinaleserie mod lokalrivalerne fra Aalborg blev en halvtam affære med fire Aalborg-sejre i lige så mange kampe. Inden kvartfinalen var de to sidste kampe i grundspillet også tabt.

Mario Simioni, der tidligere i karrieren førte Sønderjyske til fire danske mesterskaber, kom til Frederikshavn i 2016 og vandt bronze i sin første sæson i klubben.

Nu skal han på jobjagt igen, mens Frederikshavn er på udkig efter en ny cheftræner, der kan indfri de store ambitioner i ishockeybyen.

Se også: To danskere bag ottende NHL-sejr i træk
Se også: Kæmpe cadeau til Christian Eriksen: Bedst i Europa

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere