Jannik Hansen fik sig en slem forskrækkelse i lørdagens NHL-kamp mellem Vancouver Canucks og Calgary Flames.
Efter en hård tackling af Dennis Wideman måtte danskeren forlade isen for at tage en pause på Canucks' bænk.
Her knækkede han sammen, så der et øjeblik herskede panik og kaos i boksen.
En læge blev tilkaldt, og Hansen kom til sig selv i omklædningsrummet.
Han blev efterfølgende kørt på hospitalet, men han blev hurtigt udskrevet og har det efter sigende fint igen.
- Jeg tror, alt er okay. Han var på hospitalet og blev grundigt undersøgt, og jeg tror ikke, det bliver et problem. Det hele ser godt ud, sagde cheftræner Willie Desjardins ifølge avisen Vancouver Sun.