VM-heltene trods skuffende exit: En fantastisk oplevelse!

For de danske ishockeyspillere sluttede VM på hjemmebane før indfrielsen af målet om en kvartfinale. Alligevel ser spillerne tilbage på to ugers oplevelser, de aldrig glemmer

Tak for festen! De danske VM-spillere var skuffede over at være røget ud af turneringen - men samtidig begejstrede for den store oplevelse med at spille VM på hjemmebane. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Tak for festen! De danske VM-spillere var skuffede over at være røget ud af turneringen - men samtidig begejstrede for den store oplevelse med at spille VM på hjemmebane. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

HERNING (Ekstra Bladet): Som dansk ishockeyspiller kommer man kun til at opleve et VM på hjemmebane en gang i sin karriere. Højst.

Derfor var der også god opbakning til deltagelsen i mesterskaberne i Herning, hvor Boxen har skabt en storslået ramme om de danske kampe.

Desværre sluttede festen på isen tirsdag aften for de rød-hvide. Letland var i vejen, og de kunne med en 1-0-sejr sende danskerne på sommerferie, mens de selv tager til Royal Arena i København og spiller kvartfinale.

Et naturligt antiklimaks for de danske spillere, der dog midt i skuffelsen alligevel måtte indrømme, at de forgangne to uger får en helt speciel plads i hukommelsen.

- Oplevelsesmæssigt vil jeg give det ti ud af ti. Det har været helt vildt. Vi har alle nydt hver eneste dag. Fansene har været fantastiske, hele byen har været fantastisk.

- Samtidig har vi formået at spille noget godt ishockey. Vi går ikke videre, men vi formåede at gøre det spændende. Det havde været træls at være ude af det hele efter fire kampe og så skulle spille tre uden betydning. Nu var vi inde i kampen hele vejen og havde noget at spille for og gjorde det spændende. Det var en stor oplevelse, siger herningenseren Frans Nielsen.

Bysbarnet, barndomsvennen og landsholdskaptajn, Peter Regin, havde det på samme måde:

- Når vi stiller op, så har vi en målsætning om eksempelvis at nå en kvartfinale. Men det er lige så meget rejsen, man som spiller husker. De store resultater, man skaber derhenad. Åbningskampen mod Tyskland og Finlands-kampen. Det er sådan noget, man tænker tilbage på om ti år.

- Når vi får det her lidt på afstand, så kan forhåbentlig både vi, men også alle tilskuere og fans, der var har, tænke, 'det var kraftedeme en fed oplevelse', siger den danske kaptajn.

Men man behøver ikke at komme fra Herning for at have haft VM-oplevelse ud over det sædvanlige. Det kan Philip Larsen fra Esbjerg skrive under på.

- Udadtil har det nok været de mest fantastiske dage, alle på og rundt om holdet har kunnet forestille sig. Den opbakning, vi har fået, og al den opmærksomhed, ishockeyen har fået i Danmark, har været over alle forventninger. Det har virkelig været noget, man kunne mærke.

- Der har ikke været noget som helst at klage over hele vejen igennem, Det har været fantastisk at være en del af, siger KHL-backen.

Også KHL-kollegaen Jesper Jensen Aabo finder superlativerne frem om turneringen - selv om han som københavner gerne havde spillet en kvartfinale i Royal Arena.

- Det har været en fantastisk oplevelse i Boxen. Fantastisk at spille på hjemmebane. Det havde næsten været for meget af det gode, hvis vi også kunne være taget til København. Men jeg bliver nødt til at sige, at det har været en kæmpe oplevelse. Jeg håber, at andre kan få den samme oplevelse.

- Vi har haft et godt VM, men det handler om at vinde. Og vi kommer ikke i kvartfinalen. Men når man kommer hjem og får lidt perspektiv på det, så kan vi være stolte over det, siger Jesper Jensen Aabo.

Selv for den svenske landstræner, Janne Karlsson, har det været en unik oplevelse at få lov til at spille foran et så stort dansk publikum.

- Det har været en helt mageløs og fantastisk oplevelse. Det er klart, at man er skuffet over at være ude, men drengene har leveret en kanon indsats. Tilskuerne har løftet os - selv når der har været nogle store cifre imod os på lystavlen, så støttede de os.

- Det er en oplevelse, jeg aldrig vil glemme, siger svenskeren.

Selv om det danske VM-eventyr sluttede tirsdag i Boxen, så fortsætter VM-festen med finale på søndag i Royal Arena.

Se også: Satans osse - dansk kvartfinale glippede!

Se også: Festen er forbi - Stjernerne skuffede i skæbnekampen

De danske spillere bruger meget tid sammen på isen - men også uden for, hvor det bliver til en masse videospil på værelserne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Ishockey - 15. maj. 2018 - kl. 16:23 Før VM-gyseren: Det laver hockey-heltene på værelserne

To af VM's absolutte lønkonger, Connor McDavid (med C på brystet) og Leon Draisaitl, optræder til dagligt i Edmonton Oilers. Foto: Jason Franson/AP/Ritzau Scanpix Sport og Spil De er VM's største stjerner: Se deres vilde lønninger

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen