Japan overvejer ikke at udskyde OL trods Trump-melding

USA's præsident foreslår at udskyde OL et år, men arrangørerne ønsker fortsat at afholde OL til tiden

OL i Tokyo 2020 skal efter planen fortsat afholdes til sommer, melder Japans OL-minister og arrangørerne natten til fredag dansk tid, efter at USA's præsident, Donald Trump, har foreslået at man udskyder legene et år som følge af udbruddet af coronavirus. Foto: Issei Kato/Reuters
OL i Tokyo 2020 skal efter planen fortsat afholdes til sommer, melder Japans OL-minister og arrangørerne natten til fredag dansk tid, efter at USA's præsident, Donald Trump, har foreslået at man udskyder legene et år som følge af udbruddet af coronavirus. Foto: Issei Kato/Reuters

Japans OL-minister, Seiko Hashimoto, afviser alle overvejelser om at aflyse eller udskyde OL i Tokyo 2020.

Meldingen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, torsdag sagde, at man burde overveje at udskyde legene et år på grund af udbruddet af coronavirus.

- Jeg er klar over præsident Trumps bemærkninger. IOC (Den Internationale Olympiske Komité) og 2020-arrangørerne overvejer slet ikke at aflyse eller udskyde legene, siger OL-ministeren på et pressemøde.

Arrangørerne arbejder således fortsat med forberedelserne på, at OL 'sikkert og forsvarligt' afholdes i Tokyo til sommer som planlagt.

Det oplyser arrangørerne natten til fredag dansk tid, skriver det japanske statsmedie NHK.

Japans premierminister, Shinzo Abe, ringede til Trump efter præsidentens bemærkninger om OL for at drøfte pandemien. Det oplyser regeringskilder til japanske medier.

Det fremgår dog ikke, om Abe nævnte Trumps kommentarer om OL i opkaldet.

Japan har forsøgt at lægge en dæmper på spekulation om, hvorvidt OL kan blive aflyst eller udskudt. Spekulationerne er taget til, i takt med at antallet af smittede med coronavirus er steget verden over.

Torsdag kaldte Tokyos guvernør, Yuriko Koike, det for 'utænkeligt' at udbruddet af coronavirus vil få konsekvenser for OL.

Forberedelserne til OL koster Japan mindst 12 milliarder dollar, hvilket svarer til mere end 50 milliarder danske kroner.

- Arrangørerne af Tokyo 2020 (OL, red.) ønsker at fortsætte forberedelserne for at kunne afholde legene sikkert og forsvarligt til juli, siger arrangørerne til NHK natten til fredag dansk tid.

Det tilføjes, at arrangørerne følger og vurderer udviklingen af virusudbruddet i samarbejde med Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Den Internationale Paraolympiske Komité (IPC).