Kirke-besked til enke: Fjern dit juletræ fra gravstedet

Bokseenken Rie Hugger har hvert år i december pyntet sin mands grav med et lille juletræ, men den tradition finder ny kirkegårdsleder sig ikke i

Kirkegårdslederen vil have juletræet fjernet fra bokseren Anders Huggers gravsted. Enken kæmper imod og bakkes op af sin svigermor, Jonna Hugger, som også har haft en konfrontation med kirkegårdslederen. Foto: Tim Kildeborg
Kirkegårdslederen vil have juletræet fjernet fra bokseren Anders Huggers gravsted. Enken kæmper imod og bakkes op af sin svigermor, Jonna Hugger, som også har haft en konfrontation med kirkegårdslederen. Foto: Tim Kildeborg

For femte gang skal Rie Hugger i år kæmpe sig gennem julen alene efter tabet af sin mand, den professionelle bokser Anders Hugger, som døde for egen hånd i august 2015. 

Hvert år indtil nu har hun fundet trøst og lindring for sorgen i hyppige besøg på kirkegården i Lumby ved Odense, hvor Anders ligger begravet, men i år er freden brudt og en personlig tradition afblæst.

Det har en ny kirkegårdsleder sørget for med sin tolkning af reglerne for udsmykning af gravsteder på sognets kirkegårde. Rie Hugger har hidtil hvert år i december pyntet sin mands gravsted i den såkaldte skovkirkegård med et lille juletræ, som vakte gode minder og varmede i hjertet, men i år har hun fået besked på at fjerne træet.

Det strider mod reglerne at opstille et juletræ, fastslår kirkegårdsleder Camilla Philipsen, som er upåvirket af, at ingen nogensinde har klaget over juletræet, og at det i sagens natur står på gravstedet i en begrænset periode. 

Philipsens besked til Rie Hugger: ‘Hvis man vil have et gravsted, hvor man må stille alt det der, så skulle man have valgt et andet gravsted’.

- Det er ufølsomt og arrogant, for hvem i alverden tænker på udsmykning, når man lige efter et dødsfald står midt i sorgen og forvirringen og uvisheden?, siger Rie Hugger, som efterlyser en smule empati og fingerspidsfornemmelse, som der har været rigeligt af på kirkegården hidtil. 

- Det er en tradition for mig at markere julen med Anders på den her måde. Juletræet markerer, at han ikke er glemt i julen. Det har aldrig før været et problem.

- Jeg fatter ganske enkelt ikke, hvem der kan føle sig trådt over tæerne. Er det Gud? Jesus? Det tror jeg ikke, og hvis de endelig havde noget at udsætte på juletræer, så slog de nok ned på det store juletræ, der kommer til at stå inde i kirken juleaften, siger Rie Hugger.

Hun anerkender, at der findes regler for udsmykning, men de siger intet om juletræer, konstaterer hun. Til gengæld siger de noget om farven på de lys, pårørende stiller på gravstederne. Hvide lys er tilladt. Det er røde lys, som er populære her i julemåneden, ikke.

Røde lys er ifølge reglerne ikke tilladt på kirkegården. Kirkegårdslederen har dog 'gradbøjet reglerne' her i julen, så røde lys kan tolereres. Foto: Tim Kildeborg
Røde lys er ifølge reglerne ikke tilladt på kirkegården. Kirkegårdslederen har dog 'gradbøjet reglerne' her i julen, så røde lys kan tolereres. Foto: Tim Kildeborg
 

- Det er jul, for pokker! Hvis man ikke på en kirkegård kan møde lidt hjertevarme og forståelse, så forstår jeg intet. Vi er mange, der savner vore kære, og savnet er ekstra stort i julen, og så hjælper det lidt at tænde lys. Også røde lys, siger Rie Hugger:

- Det er stilfuld og smuk udsmykning. Det er jo ikke sådan, at gravstederne ligner noget, Gertrud Sand fra The Julekalender har pyntet.

Slået ud af tragedie

Chokket og sorgen over Anders Huggers pludselige død ramte Rie Hugger i en sådan grad, at hendes liv i flere år i praksis stoppede. Dagligt besøgte hun sin mands grav på kirkegården, hvor hun fandt fred og varme, og hvor hun markerede højtider og mærkedage.

Hun fortalte sidste år sin historie i en artikelserie i Ekstra Bladet. Nu er hun på vej ud af mørket, der omsluttede hende, og er ved at skabe sig et nyt liv. Hun er ikke længere daglig gæst på kirkegården, men stadig har hun brug for at bearbejde sin sorg.

Juletræet på kirkegården betyder meget for hende, og derfor tager hun kampen op.

- Hvis sådan en lille juletradition kan hjælpe en til at få det bare en lille smule bedre efter at have lidt et så stort tab, ville det så ikke være o.k.? Det skulle jeg mene, siger Rie Hugger.

Hun har solgt sit hus i Odense og arbejder nu som mediemanager i en virksomhed i Svendborg.

Anders Hugger i aktion. Foto: Ernst van Norde

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Kirkegårdsleder: - Jeg følger bare reglerne

Der var mange, der gerne ville sige farvel til Anders Hugger, da bokseren blev bisat. Foto: Ole Frederiksen
Der var mange, der gerne ville sige farvel til Anders Hugger, da bokseren blev bisat. Foto: Ole Frederiksen
 

Kirkegårdsleder Camilla Philipsen er først tilbøjelig til at ‘gradbøje reglerne’, men ender så med at fastholde, at Rie Huggers juletræ skæmmer den afsides beliggende skovkirkegård, hvor der findes i alt tre grave.

- Sådan nogle ting ikke må stå i skovkirkegården, for der skal det være naturligt. Det er ikke naturligt at stille et juletræ med pynt der, siger Camilla Philipsen, som tiltrådte sin stilling i august i år.

- Jeg kan ikke gøre for, at reglerne ikke er blevet overholdt tidligere. Er man i så stor sorg, at man har behov for at stille sådan nogle ting, så skulle man jo have valgt et gravsted, hvor man gerne må stille dem.

- Der er ingen ud over dig, der er utilfredse, så egentlig er der vel ikke noget problem?

- Ikke ud over, at det ikke må stå der. Det er mit job at sørge for, at vedtægterne bliver overholdt, siger Camilla Philipsen og fremhæver, at man ikke må stille potteplanter på gravstedet. Rie Huggers juletræ står i en potte.

- Så hvis træet står på en juletræsfod, er det ikke noget problem længere?

- Nej … men man må heller ikke stille pyntegenstande på graven. Det juletræ skinner altså rigtigt meget. Jeg kan forstå det, hvis hun stillede det op uden pynt.

- Så det er i orden, hvis juletræet står på en fod og har mere diskret pynt?

- Ja, så kan vi bedre gradbøje reglerne.

- Så et juletræ på fod med mere diskret pynt er o.k.?

- Nej, siger Camilla Philipsen og tøver.

- Problemet med at stille et juletræ på fod på gravstedet er, at man ødelægger underbeplantningen, siger hun så.  

- Så nu er det ødelagt beplantning, der er problemet? 

- Det skæmmer med sådan et juletræ. Det skal være naturligt, og samtidig er der en underbeplantning, der ikke må tage skade.

- Vi taler om efeu, som jo ikke ligefrem er en sart plante … 

- Nej, jeg ved da godt, at efeu gror godt, men det ændrer ikke på, at det bliver ødelagt lige dér, hvor træet står. Det tager tid at gro til igen, siger Camilla Philipsen.

Formand: - Vi må finde en balance

Menighedsrådsformand for Lumby og Stige Sogne, Inge-Lise Hansen, anerkender, at december kan være en hård måned at komme igennem for dem, der har mistet en af deres kære, og at de derfor kan finde trøst gennem særlige, personlige traditioner på kirkegården.

- Det her er helt sikkert noget, vi vil tage hånd om. Det skal vi nok lige få snakket igennem og arbejdet igennem, siger Inge-Lise Hansen.

- Om vi skal ændre noget, ved jeg ikke, men der er kommet en ny kirkegårdsleder til, og så skal vi finde en balance, som vi kan stå inde for.

- Vi strækker os langt for altid at være der for menigheden. Vi skal nok gøre alt for at finde en god løsning.

- Jeg synes umiddelbart, at man kunne vente til efter jul, og så kunne vi finde en løsning i januar, siger Inge-Lise Hansen.

Rie Hugger ved det famøse juletræ. Foto: Tim Kildeborg

Rie er efter flere år i mørket med små skridt begyndt at bevæge sig ud i lyset igen. Nu vil hun hjælpe andre, der er ramt af langvarig sorg. Foto: Jakob Kildehave Tæt på Topboksers enke på vej ud af mørket: Jeg skal lære at leve igen

Her på sofaen har Rie søgt trøst i sine mørkeste stunder, og her ville hun dø. Foto: Jakob Kildehave Tæt på Topboksers enke: Lagde sig til at dø med urnen i favnen

- Jeg kunne slet ikke kapere, at jeg aldrig skulle se ham igen, siger Rie om det øjeblik, da hun forstod, at hun havde set sin mand for sidste gang. Foto: Jakob Kildehave Tæt på Topboksers enke efter begravelsen: Jeg ville se ham igen

Blot en måned før tragedien ramte, var Anders og Rie gået i behandling for barnløshed. Foto: Jakob Kildehave Tæt på Topboksers enke efter tragedien: Han var alt, hvad jeg behøvede i livet

Rie Hugger i sit hjem omgivet af billeder fra tiden med Anders. Foto: Jakob Kildehave Tæt på Dansk topboksers enke: Jeg døde den dag han døde