LeBron James er en sejr fra sin tiende NBA-finale

Los Angeles Lakers med LeBron James på holdet er på vej mod finalen i NBA efter en sejr over Denver Nuggets

LeBron James (bagerst) og Anthony Davis (med ryggen til) førte an i den seneste sejr over Denver Nuggets natten til fredag. Foto: Mike Ehrmann/Ritzau Scanpix
LeBron James (bagerst) og Anthony Davis (med ryggen til) førte an i den seneste sejr over Denver Nuggets natten til fredag. Foto: Mike Ehrmann/Ritzau Scanpix

Basketball-stjernen LeBron James nærmer sig sammen med Los Angeles Lakers karrierens tiende NBA-finale.

Natten til fredag slog James og holdkammeraterne Denver Nuggets med 114-108.

Dermed bragte Los Angeles Lakers sig foran med 3-1 i bedst-af-syv-serien. Med endnu en sejr natten til lørdag er holdet fra den amerikanske vestkyst klar til finalen.

Sammen med Anthony Davis førte LeBron James an i den femte duel mod Denver Nuggets med tilsammen 60 point. James lavede 26 point, mens Davis stod for 34 point.

36-årige LeBron James har hele ni gange tidligere været i NBA-finalen. Første gang var i 2007 med Cleveland Cavaliers. Dengang blev det til et klart nederlag efter fire kampe til San Antonio Spurs.

Otte sæsoner i træk fra 2011 til 2018 formåede LeBron James at spille sig i NBA-finalen med sine hold. Det er foreløbig blevet til tre titler.

Fra 2010 og fire år frem spillede han for Miami Heat, som han hjalp til to NBA-titler. Derefter vendte han retur til Cleveland Cavaliers, hvor det blev til endnu et NBA-trofæ, inden turen i 2018 gik videre til Los Angeles.

Skulle Lakers kvalificere sig til årets finale, vil det være første gang, at James er i finalen med holdets fra Los Angeles.

I finalen kan modstanderen enten blive Miami Heat eller Boston Celtics.

0 kommentarer
Vis kommentarer