Der er penge i gamle sportstrøjer og samlekort. Hvis man vel at mærke har de rigtige ...
I USA er en trøje, som basketball-fænomenet LeBron James bar i sin high school-tid, netop blevet solgt for 512.000 dollars på en auktion afholdt af Julien's Auctions.
Det svarer til 3,22 millioner kroner.
Trøjen var fra Mark Pepitones berømte samling og var ikke bare hvilken som helst LeBron James-trøje.
Det var den, som han bar, da han som 17-årig i 2002 fik taget billedet til den ikoniske Sports Illustrated-forside 'The Chosen One'.
Samme aften spillede han i øvrigt i den for St. Vincent-St. Mary's High School og lavede 32 point ...
LeBron James nåede aldrig at spille i college. Han tog i 2003 springet til NBA direkte fra high school - draftet som nummer et naturligvis - og er blandt de allerbedste basketball-spillere nogensinde.
Han er den næstmest scorede spiller i NBA-historien og har vundet fire titler med tre forskellige hold.
Fire gange er han blevet valgt til den mest værdifulde spiller i ligaen
Med en salgspris på 3,22 mio. kr. er der tale om verdensrekord for en high school-trøje.
Den tidligere blev sat sidste år, da Barack Obamas trøje fra Punahou School årgang ’79 blev solgt for cirka 1,2 mio. kr.
På auktionen, der strakte sig over to dage, var der meget dyrbart sports-memorabilia under hammeren.
Et yderst sjældent Michael Jordan-samlekort fra 1986-87 blev solgt for over 2,4 mio. kr. Men så er det også i helt perfekt stand.
Et Tom Brady-kort indbragte sælgeren knap 1,3 mio. kr.
Der var også flere fodboldting på auktionen.
En signeret Zinedine Zidane-trøje fra VM-finalen i 1998 gik for 686.000 kr., og det samme blev prisen på brasilianske Marco Antonio Felicianos guldmedalje fra VM i 1970.
Der var også 'arvegods' fra Diego Maradona.
En trøje, som den afdøde argentinske verdensstjerne spillede i tilbage i 1993 mod Australien, blev solgt for godt 160.000 kr., mens hans signerede trøje fra VM-kampen mod Brasilien i 1990 gik for det dobbelte.
Der var også en signeret trøje fra hans Napoli-tid. Den måtte den lykkelige køber betale lige over 80.000 kr. for at få fingre i.
En Pelé-trøje fra VM i1958 indbragte 343.000 kr., mens en bold fra den første VM-slutrunde i 1930 blev solgt for en kvart million.