Den kinesiske rettighedshaver til den amerikanske basketball-liga NBA, Tencent, har fjernet kommende Boston Celtics kampe fra programmet, efter at holdets stjerne Enes Kanter i video på sociale medier har udtrykt sin sympati for Tibet.
Det skriver det amerikanske medie TMZ.
I videoen kalder Kanter desuden Kinas leder Xi Jinping for en 'brutal diktator'.
- Under den kinesiske regerings brutale lederskab er det tibetanske folks rettigheder og frihed ikke-eksisterende, siger Enes Kanter i videoen.
Tencent har ifølge TMZ betalt omkring 10 milliarder kroner for NBA-rettighederne i Kina, hvis marked er et af de mest lukrative for den amerikanske basketballliga.
Blev efterlyst af sit hjemland
29-årige Enes Kanter har aldrig været bange for at give sin mening til kende. Han har igennem årene også været stærk kritisk overfor Tyrkiets præsident Erdogans regime i NBA-stjernens hjemland, hvilket også gjorde, at stjernen fik frataget statsborgerskabet i Tyrkiet.
I 2019 blev Kanter efterlyst af Tyrkiet, der påstod, at basketballspilleren skulle være tæt knyttet til en gruppe, der havde del i kupforsøget på Erdogan tilbage i 2016.
Det gjorde, at stjernen ikke rejste med sit hold, da Boston Celtics spillede show-kampe i Europa i frygt for at blive udleveret.
Enes Kanter er sidenhen gået i gang med processen om at blive amerikansk statsborger.