Det store MMA-talent Victoria Lee har mistet livet i en alder af blot 18 år.
Det bekræfter hendes søster Angela Lee i et instagramopslag.
'Hun har forladt os alt for tidligt, og vores familie er helt knust,' skriver Angela i opslaget, som hun delte med omverdenen lørdag morgen.
'Vi savner hende overalt i verden. Vores familie vil aldrig være den samme. Livet vil aldrig blive det samme. Victoria var en af de smukkeste sjæle, som nogensinde har levet. Hun var den bedste lillesøster i verden.'
Dødsårsagen kendes endnu ikke.
Victoria Lee, der blev kaldt 'The Prodigy', blev anset for at være en af sportsgrenens helt store talenter og var spået en stor fremtid ligesom sine to søskende.
Det skriver The Guardian.
Broren Christian Lee er ONE Championship-mester i letvægt, mens søsteren Angela er ONE Championship-mester i atomvægt.
ONE Championship er den største promotor for kampsport i Asien.
Formanden for ONE, Chatri Sityudtong, har i et længere opslag på Facebook kommenteret det tragiske dødsfald.
'Jeg så hende blomstre gennem årerne som en martialkunstner og som menneske. (...) Jeg vil altid huske Victoria for hendes smukke og kostbare sjæl.'
Lee nåede kun at kæmpe tre professionelle kampe, men gjorde rent bord i alle tre. I 2022 valgte hun at sætte karrieren lidt på pause for at fokusere på sin skolegang.