Afpresset for stripper-sex: - Møgsvin

UFC-bossen Dana White er i forbindelse med en ny sag blevet nævnt som offer i en fire år gammel sag om afpresning med et sexbånd

Dana White er rasende over igen at skulle krydse klinger med en mand, der for fem år siden angiveligt forsøgte at afpresse ham med et sexbånd. Foto: Jeff Chiu/AP/Ritzau Scanpix
Dana White er rasende over igen at skulle krydse klinger med en mand, der for fem år siden angiveligt forsøgte at afpresse ham med et sexbånd. Foto: Jeff Chiu/AP/Ritzau Scanpix

Den velkendte forretningsmand, der i 2015 var genstand for afpresning med et sexbånd, er UFC-bossen Dana White.

Det står klart, efter at et andet sagsanlæg mod White blev indleveret natten til lørdag dansk tid.

Her har den dømte fra afpresningssagen, Ernesto Joshua Ramos, nemlig anklaget White for at løbe fra en aftale, de indgik dengang. Her skulle Ramos erklære sig skyldig og ikke nævne Whites navn - til gengæld ville han få 450.000 dollars (godt tre millioner kroner).

Ramos afsonede et års fængsel, men har angiveligt ikke set skyggen af Whites penge, hvorfor han har hyret en advokat for at få White til at hoste op.

50-årige Dana White, der efter stor succes med UFC er god for mindst tre milliarder kroner, er rasende over søgsmålet, lader han vide til MMA Junkie:

- Jeg har lige fundet ud af, at en bullshit-sag er lagt an mod mig i går. Denne fyr røg i fængsel for fem år siden for at forsøge at afpresse mig. Nu har han hyret en advokat, der også tidligere er dømt, og nu forsøger han at afpresse mig igen for 10 millioner dollars (70 millioner kroner, red.).

- Han fik ingen penge fra mig sidst, og han får ingen denne gang. Jeg ser frem til, at retten afviser sagen hurtigt, så vi for altid kan komme af med disse møgsvin, siger Dana White.

Den oprindelige sag stammer tilbage fra oktober 2014. Her havde White gennem to år købt sig til sex med en stripper, han havde mødt på stripklubben Spearmint Rhino i Las Vegas.

Under en rejse til en UFC-event i Brasilien filmede stripperen, der var kæreste med Ernesto Joshua Ramos, de to dyrke sex uden Whites vidende. Den video truede Ramos angiveligt senere med at offentliggøre, hvis ikke White betalte ham 200.000 dollars - knap 1,4 millioner kroner.

White meldte ham i stedet til politiet og fik hurtigt i retssagen nedlagt totalt navneforbud. Der fremgik kun, at der var tale om en lokal forretningsmand, der var gift og havde to børn, var medejer af et kendt firma og havde adgang til et firmafly.

Ramos nægter at have forsøgt at afpresse White, og han forsøgte da også, da pengene udeblev, forgæves at trække sin tilståelse tilbage.

UFC har på grund af coronavirussen udskudt alle aktiviteter frem til 18. april, hvor de efter planen agter at gennemføre titelkampen i letvægt mellem Khabib Nurmagomedov og Tony Ferguson.

- Han ligner en gammel prostitueret

MMA-babe i nøgen aftentræning

UFC-stjerne knockouter mand ved natklub