Anklaget for at optage sengeplads: 'Små sko'

Mark O. Madsen blev opereret i kæben, men han vil ikke høre tale om, at han skulle have brugt sundhedsvæsenet unødigt

- Det føltes som om, jeg havde fået slået alle tænderne ud, fortæller Mark O. Madsen om sin brækkede kæbe. Video: Anthon Unger. Redigering: Niels Nedergaard

MMA-stjernen Mark O. Madsen led kraftig skade på kæbepartiet, da han nok engang vandt i UFC-sammenhæng.

Det krævede en operation, som fandt sted på Rigshospitalet i København, og det har vakt noget kritik.

Den tidligere medaljetager ved OL blev beskyldt for at optage en sengeplads med skader, som han selv havde sat sig i fare for at få. Med et sygehusvæsen, der er presset grundet coronavirussen, blev der stillet spørgsmålstegn ved hans valg om at gå i buret.

Den anklage har Mark O. Madsen givet sit svar på i et Facebook-opslag.

- Til de meget få med små sko og skarpe holdninger omkring, hvem der skal modtage og hvem der ikke skal modtage behandling i det fantastiske danske sygehusvæsen, vil jeg blot sige følgende, skriver han og nævner så tre ting.

MMA-fighteren påpeger, at han altid har betalt skat i Danmark, selv efter han tjener de fleste penge i udlandet, og så redegør han for, hvor kort tid han var inde omkring Rigshospitalet. Der var tale om en periode fra tirsdag kl. 19 til onsdag kl. 12.

Derudover nævner han, at der var en afslappet stemning på hospitalet og flere tomme senge, mens han var der.

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger
 

Se også: Dyrt kæbebrud: Mark O. Madsen suspenderet

- Vi befinder os nu i en ny virkelighed, hvor vi skal bruge så mange af vores ressourcer på at hjælpe så mange som muligt med at komme igennem denne udfordring - specielt de syge, ældre og svage. Vi bliver nødt til at stå sammen, indstille os på dette bliver en hård omgang og fremfor alt gemme alle pegefingrene væk og fokusere på opgaven som ligger foran os lige nu. Vi skal igennem denne omgang, skriver MMa-fighteren.

Ekstra Bladet har fået en uddybende kommentar fra Mark O. Madsen.

- Jeg synes, der har været stor opbakning og støtte, men der var nogle enkelte, der skrev, og dem ville jeg gerne svare, for jeg synes, at det er uberettiget kritik, siger han i telefonen.

- Jeg har betalt skat i Danmark i hele mit liv, og jeg synes det er en farlig vej at gå ned ad, hvis man begynder at have en selektiv skarp holdning til, hvem der skal have lov til at blive behandlet.

- I USA, hvor jeg lige kommer fra, er det meget selektivt, for der har alle ikke krav på behandling, og der er forskel på, hvilken slags man kan få. Den holdning deler jeg ikke.

- Det er en farlig vej at gå ned ad. For vi taler om idrætsskader. Der er også skiferier, trafikuheld - selv hvis man sender sit barn på legepladsen er der noget, der kan gå galt.

Mark O. Madsen nævner ligeledes, at hans operation skete før, coronavirussen havde så vidtrækkende påvirkning på det danske system. Havde der været pres på, så havde han formentlig gået en anden vej, fortæller han.

- Så tror jeg faktisk jeg havde valgt et privathospital. Ligger der nogen med et andet behov, så ville jeg gerne gøre plads til dem. det er selvfølgelig nemt at sige, men det ville jeg gøre.

Han havde faktisk også muligheden for at blive behandlet i USA.

Her prioriterede MMA-fighteren at komme hjem, da han har stor tiltro til det danske sundhedsvæsen.

Mark O. Madsen på Rigshospitalet efter sin operation. Foto: Anthon Unger MMA - 13. mar. 2020 - kl. 10:49 Mark O. opereret: Prøvede at pille sine tænder ud

171 kommentarer
Vis kommentarer