Danmarks store MMA-håb: - Ingen i verden kan røre mig

Kampsport-udøveren Mads Burnell er mere end klar til at repræsentere Danmark, når han søndag aften skal i buret for at kæmpe mod briten Arnold Allen

Mads Burnell  mangler ikke selvtillid før søndagens MMA-kamp i Liverpool. Foto: Linda Johansen
Mads Burnell mangler ikke selvtillid før søndagens MMA-kamp i Liverpool. Foto: Linda Johansen

I et mørkt og råt kælderlokale i det indre København står en gruppe unge, muskuløse mænd samlet omkring en boksering, der er højt hævet over jorden og badet i lys, lidt ligesom en scene.

Nogle af mændene slår på boksebolde, andre styrketræner, men de fleste står i en lille klynge ved siden bokseringen og taler lavmælt sammen.

I midten af klyngen står Danmarks nye, store MMA-håb, Mads Burnell, der skal træne for sidste gang på dansk jord, inden han søndag skal kæmpe sin tredje UFC-kamp i Liverpool mod den britiske fighter Arnold Allen.

MMA er en kampsport, hvor deltagerne forsøger at vinde over hinanden ved at benytte sig af en række kampsportsteknikker fra forskellige kamsportsarter; heraf navnet Mixed Martial Arts.

Brutal sport
Ekstra Bladet tog en tur med i træningscenteret for at møde Mads til en snak om forberedelserne til aftenens kamp og om livet som udøver af verdens vel nok mest brutale kampsport.

- At kæmpe i UFC er det største, og de fleste kommer aldrig til at prøve det. Og så er jeg ovenikøbet fra lille Danmark. Det er noget, jeg har sagt, at jeg ville, siden jeg var helt lille, siger den 24-årige Mads, der stadigvæk drypper af sved efter sin netop overståede træning.

Han forklarer, at han ikke er nervøs, for forberedelserne til kampen er gået rigtig godt, både i forhold til træningen, kosten og det mentale.

Forberedelserne til dagens kamp er gået rigtigt godt for Mads Burnell. Foto: Linda Johansen
Forberedelserne til dagens kamp er gået rigtigt godt for Mads Burnell. Foto: Linda Johansen

Ligeglad med modstander
Tanken om at kæmpe i den enorme Echo Arena i sin modstanders hjemland foran tusindvis af mennesker holder ham heller ikke vågen om natten.

- Man lægger ikke rigtig mærke til det, når man først er derinde. Buret virker næsten som en væg, og man kan egentlig kun høre sin træner, forklarer Mads, som heller ikke har brugt mange kræfter på at tænke på sin modstander.

- Ærlig talt, så er jeg bedøvende ligeglad. Alle i UFC er gode, så what ever. Jeg skal bare ind og konkurrere, for jeg elsker en god udfordring.

Overkommelig
Arbejdet med at analysere modstanderen har Mads' cheftræner, Nikolai Koubti, stået for, og ifølge ham er den 24-årige Arnold Allen en dygtig, men overkommelig modstander.  

- Han er en ung, talentfuld knægt ligesom Mads. Han er sulten, og han har en rigtig god record. Han har tre kampe i UFC og har vundet dem alle sammen. Det er en rigtig dygtig modstander, vi skal op imod, men sådan er det i UFC, siger Nikolai Koubti, som desuden forklarer, at Mads kan have en fordel mod briten.

- Han er southpaw, hvilket vil sige at han er højrefodsbokser, hvor Mads bokser ortodoks, og det er faktisk rigtig godt for os, siger Nikolai Koubti, som lover, at kampens tilskuere har noget at glæde sig til.

Træner med de bedste
- Gør Mads det, jeg ved, han kan, tror jeg faktisk, det bliver en nemmere kamp for ham end den seneste. Det er der mange, som ikke kan se, og han er underdog alle steder.

Og det er Mads enig i.

Jeg ved, at hvis jeg går ind og kæmper, som jeg skal, så er der ikke nogen i verden, der kan røre mig. Jeg har været ude i nogle af de bedste gyms og trænet med nogle af de bedste, hvor de er blevet slagtet. Ingen navne nævnt, siger han selvsikkert.

'Jeg er bare bedre'
En af Mads' styrker er hans alsidighed, for selvom han er relativt ny i UFC-sammenhæng, er han særdeles velbevandret i forskellige kampsportsdicipliner.

Allerede som seksårig startede han med at bryde, som 13-årig begyndte han til boksning, og som 16-årig begyndte han at kombinere de to discipliner, da han startede med MMA.

- Min alsidighed gør, at jeg kan tage kampen derhen, hvor min modstander er dårligst. Jeg er ligeglad med, om jeg står med ham, om jeg bryder med ham, eller om jeg tager ham på gulvet. Alle i UFC er dygtige, men jeg er bare bedre.

Ekstra Bladet er på plads i Liverpool for at følge Mads Burnells fight mod Arnold Allen. Få alt om MMA-braget her på sitet senere søndag.

Om kampen

Hvem: Mads Burnell (9-2) vs Arnold Allen (12-1)
Hvad: UFC Fight Night 130
Hvor: ECHO Arena, Liverpool, UK
Hvornår: 27. Maj
Hvor kan du se den: Viaplay
 
Mads Burnell
Højde: 175
Vægt: 65 kg 
Alder: 24
Bopæl: Husum, København.
 
Arnold Allen
Højde: 172
Vægt: 65 kg 
Alder: 24
Bopæl: Trimley St. Martin, Suffolk England.

MMA - 10. maj. 2018 - kl. 09:54 Vanvittigt blodbad på dansk grund: Tysker MMAssakreret

MMA - 9. maj. 2018 - kl. 20:05 Brystbomben Heidi er besat af badboys - og babyolie

25 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere