Hylder McGregor inden comeback: I en liga for sig selv

Conor McGregor kalder sig selv for mesteren uden bælte. Der er ingen titler på spil, når han møder Donald Cerrone ved UFC 246, men irerens comeback er stadig på alle læber

Lørdag aften mødes tørner Conor McGregor og Donald Cerrone, og allerede ved fredagens indvejning var stemningen højspændt. Video: Reuters via Ritzau Scanpix.

Den hurtigste vej til de store penge er tilbage.

Conor McGregor er i weekenden igen at finde i Las Vegas’ ottekantede ring, hvor han for alvor skabte sit navn.

- Jeg kan gøre dig rig. Jeg redder dit bumsede liv. Når du får lov til at kæmpe mod mig, så er det en fest. Når du skriver under på kontrakten, så ringer du hjem og fortæller din kone, 'skat, vi har gjort det. Conor McGregor har gjort os rige', pralede ireren på et pressemøde i 2015, da resten af UFC's største stjerner blev spurgt, om de ville droppe deres kampe for at møde ham.

Det er store ord fra den irske fighter, men ifølge den danske UFC-kæmper Mark O. Madsen er det ikke noget, som er taget ud af den blå luft.

- Conor McGregor har formået at transcendere UFC. Han har gjort det eminent og er blevet ubetinget den største stjerne i mixed martial arts. Hvis man scorer en kamp mod ham, så er der ingen tvivl om, at der venter en meget stor lønningsdag.

- Der er selvfølgelig elementer, hvor hans udtalelser er udfordrende, men man må huske, at UFC er lige store dele evner i ringen og showmanship. Og der er han i en liga for sig selv, siger Mark O. Madsen.

Du kan se kampen på Viaplay via pay-per-view - eller på ekstrabladet.dk, hvor vi livedækker kampen

McGregor er en showman. Foto: Steve Marcus/Ritzau Scanpix.
McGregor er en showman. Foto: Steve Marcus/Ritzau Scanpix.
 

Den store velgører møder ’cowboyen’ Donald Cerrone i sin comeback-kamp, og han er således den næste i rækken, der kan se frem til at få 'ændret sit liv'. Der stopper generøsiteten dog også. Cerrone skal nemlig ikke regne med at få et ben til jorden, hvis man spørger McGregor.

- Jeg kommer til at skinne i ringen. Jeg kommer til at slå ham ud. Jeg kan slå ham ved hvilken som helst vægt, og jeg ville også kunne slå ham, hvis jeg havde influenza, sagde McGregor i et interview med ESPN i starten af ugen.

Mark O. Madsen er dog ikke lige så sikker.

- Jeg ser det som en åben kamp. Der er en reel mulighed for, at Donald Cerrone kan vinde denne kamp. Han er en af dem, der har vundet flest kampe i UFC. Cerrone har nogle store forcer på gulvet og vil også kunne udfordre McGregor stående.

- Vi har tidligere set, at hvis man får hevet McGregor ud i runde to, så går gassen af ballonen. Hvis den går distancen, så stiger Cerrones chancer markant. Men Conor er en af verdens bedste MMA-kæmpere, så det bliver meget spændende, siger Mark O. Madsen.

McGregor og Khabib Nurmagomedov måtte skilles ad flere gange. Foto: John Locher/Ritzau Scanpix.
McGregor og Khabib Nurmagomedov måtte skilles ad flere gange. Foto: John Locher/Ritzau Scanpix.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Det mislykkede comeback

Buh-råbene bragede løs i Las Vegas, sidst Conor McGregor var i den ottekantede UFC-ring.

UFC-stjernen havde taget så lang en pause fra sporten, at han var blevet frataget sit mesterskabsbælte for inaktivitet efter halvandet år uden kampe.

Superstjernen havde indstillet jagten på at blive en UFC-legende for i stedet at blive en legende i banken. McGregor ofrede bæltet for at blive forgyldt i milliard-braget mellem ham og bokselegenden Floyd Mayweather.

Da pengene var tikket ind på kontoen, var det store comeback til sporten på plads. Han skulle møde den nye indehaver af bæltet, russeren Khabib Nurmagomedov.

Ireren havde i årene inden showkampen været UFC's største attraktion og var mindst lige så kendt for sine kommentarer og provokationer udenfor kampene som sine præstationer i dem.

Mens kampen blev tabt, så kunne Khabibs reaktion dog tyde på, at McGregor havde trykket på alle de forkerte knapper i optakten til kampen. Russeren gik i hvert fald amok og fejrede sejren ved at hoppe ud af ringen for at angribe en af irerens trænere.

Et kæmpe slagsmål brød ud med begge kæmpere og deres respektive hold involveret. Buh-koret blev aktiveret, og begge kæmpere blev idømt bøder og karantæne. McGregor slap med skindet på næsten og en karantæne på seks måneder såvel som en bøde på 50.000 dollars, tilsvarende 335.000 kroner.

Bøden havde ikke stillet tørsten for McGregor, der siden har været involveret i to bataljer udenfor ringen, hvor han har været anklaget for at smadre en mands telefon og senere på året erklærede sig skyldig i et overfald på en anden mand.

Conor McGregor burde ikke have problemer med økonomien. Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters/Ritzau Scanpix MMA Uhyrlige summer! McGregors millionvanvid

MMA Mark O.s barske planer

Mark O. Madsen debuterede i UFC-regi i september med en overbevisende sejr. Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix MMA Mark O. afslører: Skal slås i Las Vegas

43 kommentarer
Vis kommentarer