Mark O. forgyldes ved sejr: Det svarer til tre olympiske lege

Selvom han ikke vil sætte tal på, fortæller Mark O. Madsen, at MMA-braget mod Patrick Nielsen gør en kæmpe forskel økonomisk

FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): Det er økonomi, så det taler vi ikke om.

Ekstra Bladet tog til pressemøde i K.B. Hallen torsdag formiddag, hvor Mark O. Madsens Team Olympian annoncerede det ventede MMA-brag mod Patrick Nielsen.

Bag de to sportsfolk står Viaplay. Det er dem, der har fået det her i stand, og dem, der har finansieret arrangementet på Frederiksberg 8. juni.

Men vi taler ikke om økonomi.

Det er den klare melding fra såvel Patrick Nielsen som Mark O. Madsen, selvom vi i bedste tabloide stil forsøgte at udfritte dem.

Mens Nielsen grinende afviste enhver form for snak, var Mark O. Madsen mere eftertænksom. Det var tydeligt, at han gerne ville give det bedste svar. Og derfor valgte han at forholde sig til det og svare så præcist, som det nu lod sig gøre.

- Hvis det går vel og i min retning 8. juni, så kan jeg potentielt tjene det samme i den ene kamp, som jeg har tjent de sidste tre olympiske lege, sagde han til Ekstra Bladet.

Altså: En periode på otte-ti år!

- Så der ligger afgjort en spændende, økonomisk gulerod her, sagde han en anelse underspillet.

En familie af faglærte mennesker
Nysgerrig som man er, nægtede vi at give op.

- Hvor meget er vi oppe i?

- Det er potentielt store beløb, hvis jeg vinder. Nærmere har jeg ikke lyst til at komme ind på det. Men der vil være tale om pænt, økonomisk afkast. Jeg vil gerne tilføje, at jeg kommer fra en familie med faglærte mennesker. Vi respekterer i høj grad økonomi, og det er klart, at den her kamp ligger der en fornuftig gevinst i. Hvis jeg altså vinder, sagde han og tilføjede en ikke ubetydelig faktor.

- Det er en sportslig afstikker med mulighed for at skabe en økonomi, der kan finansiere den her MMA-rejse. Det skal man også have med. Men der ligger også en kæmpe risiko, hvis jeg taber, erkendte Mark O.

Artiklen fortsætter under billederne

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger
 

Han var ankommet i jakkesæt med slipsnål og hele svineriet. Det samme var hans træner, Martin Kampmann. En anelse tilknappede så de ud oppe på podiet, mens Patrick Nielsen og dennes træner, Gutte Løiborg, så anderledes afslappede ud. Nielsen iført en tætsiddende sort bluse med en dertilhørende fin guldkæde, der nåede navlen. Løiborg med en orange kasket.

Det var boksning mod brydning og Falster mod Albertslund. Sjældent er modsætninger set større i dansk idræt.

Pressemødet var godt besat. Mark O. tog sig tid, da han var ankommet på podiet, til at kigge ud over de adskillige rækker af journalister, fotografer og andet godtfolk, der havde fundet vej.

En verden til forskel
Og mens Patrick Nielsen er vant til cirkusset fra sine efterhånden mange år i boksesporten, kan det stadig overraske Mark O. Madsen med opmærksomheden.

- Der er jo en verden til forskel. Det er helt vildt. I dag triller det danske landshold i brydning afsted til EM. Fuldstændig ubemærket. De skal ned og kæmpe om hæder og ære, som jeg også gjorde i 15 år. De har knoklet en vis legemsdel ud af bukserne og ligget i træningslejr. Og så render jeg ind til et pressemøde som det her mod en debutant i MMA.

- Det er helt vildt.

Han erkender, at valget af modstander kan virke overraskende med tanke på den række af modstandere, Mark O. Madsen har haft – og at de gerne skulle blive mere og mere rutinerede udi MMA-sporten.

- Rent sportsligt er det en afstikker. Ambitionen har hele tiden været at møde mere erfarne kæmpere. Men her opstod en mulighed, der blev for interessant til, at jeg kunne takke nej.

- Jeg risikerer en hel del ved at tage denne her kamp, sagde han.

Han har det seneste år gjort meget ud af sin boksetræning og har af samme grund forbedret det meget. Men…:

- Ville du turde bokse med Patrick?

- Jeg har fået tilbud om boksekamp mod Patrick før. Flere forskellige sider fra i boksemiljøet. Hver gang har jeg konsekvent sagt nej. En boksekamp mellem os har ingen gang på jord. Det har en brydekamp heller ikke. Hvis vi skulle mødes, skulle vi hver især kunne tage noget med til bordet. Det kan vi her, sagde han.

Foto: Anthon Unger MMA - 11. apr. 2019 - kl. 10:50 Storkamp officiel: Patrick Nielsen og Mark O. tørner sammen

Se også: MMA-braget: - Patrick tager en chance

Se også: Bekræfter vildt MMA-rygte: Mark O. mod Patrick Nielsen

41 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere