McGregors vilde hyre: 13 millioner i sekundet!

Conor McGregor havde en god lørdag aften. 41 særdeles velbetalte sekunder i oktagonen, en sejr, en rekord og efterfølgende en tur i byen i Las Vegas uden så meget som en skramme i ansigtet at ømme sig over

Den glade vinder kunne ikke få basarmene ned lørdag aften. På Encore Beach Club blev der danset og svælget rigeligt i sejrsrusen. Video: Mike Bohn

De dyrt betalende tilskuere i arenaen og via pay-per-view fik ikke meget slåskamp for pengene i Las Vegas natten til søndag dansk tid.

Der blev nemlig gjort kort proces med den amerikanske cowboy Donald Cerrone, der i brutale 41 sekunder blev ramt i ansigtet af både knæ, skulderslag og flyvespark fra irske Conor McGregor, inden dommeren besluttede, at showet hellere måtte afrundes af hensyn til cowboyens helbred.

Sådan kan det jo gå i MMA. Efter under et minuts kamp havde der været nok af det, og mens Cerrone med et forblødt ansigt tog sig en tur på hospitalet, hoppede McGregor i stedet ud i Vegas' natteliv, hvor han allerede havde booket lokale til sejrsfesten, skriver blandt andre Daily Mirror.

McGregor har famøst sit eget navn tatoveret tværs over brystkassen og er i det hele taget en mand, hvor den lidt mavesure vending 'han er ikke ked af det' godt kan tages i brug.

Derfor kan det vel næppe overraske, at McGregor havde valgt Encore Beach Club, der markedsfører sig selv som 'hottest ticket in town' og tilbyder værelser med infinity pool kiggende ud over Las Vegas Strip som aftenens lokation.

Har tidligere fejret nederlag samme sted
McGregor har da også efterhånden en hel del penge at bruge. Inden kampen havde den 31-årige irer selv udtalt, at han fik lagt 80 millioner dollars i banken fra UFC-penge og særligt pay-per-view-indtægter fra kampen. Den korte arbejdsindsats taget i betragtning løber det op i cirka 13 millioner kroner i sekundet, og derfor har der nok ikke været grund til at spare på noget.

Derfor kan man også se McGregor med sit vanlige øretæveindbydende grin på videomaterialet fra natklubben, hvor der selvfølgelig var en del opmærksomhed omkring den gæstende Ultimate Fighting Champion.

Flankeret af sit sjak af vagter og vel sikkert nogle private bekendte nyder ireren opmærksomheden til sin Vegas-poolparty, hvor han også kan ses drikke fra en sko.

Med sejren blev han den første, der nogensinde har præsteret et knockout i alle tre vægtklasser. Så det er vel både på vejen til banken og træningscenteret, at McGregor kan grine disse dage.

Tidligere havde den flabede gut fra Dublin egentlig annonceret et karrierestop i kølvandet på nederlaget til russeren Khabib Nurmagomedov i oktober 2018. Nederlaget blev fejret samme sted som lørdagens triumf, men stemningen var forståeligt nok knap så god dengang, fortæller tilstedeværende.

'En helt anden vibration. Nederlaget, slagsmålet. Folk var ikke i humør til at have det sjovt, skrev journalisten Marc Raimondi, der var en del af begge festlige lejligheder, på Twitter om første gang.

'Du skulle have set den anden' var næppe vendingen, Donald Cerrone valgte at bruge på hospitalet efter den korte kamp. Ved siden af den uskadte McGregor ligner cowboyen til forveksling et sagesløst overfaldsoffer. 'Jeg elsker denne sport, og jeg stopper ikke foreløbig', sagde Cerrone dog efterfølgende. Foto: Mark J. Rebilas/Ritzau Scanpix
'Du skulle have set den anden' var næppe vendingen, Donald Cerrone valgte at bruge på hospitalet efter den korte kamp. Ved siden af den uskadte McGregor ligner cowboyen til forveksling et sagesløst overfaldsoffer. 'Jeg elsker denne sport, og jeg stopper ikke foreløbig', sagde Cerrone dog efterfølgende. Foto: Mark J. Rebilas/Ritzau Scanpix

82-årige Jerry Cerrone er bedstemor til taberen - alligevel stormede hun i ringen for at kramme McGregor. Foto: Mike Blake/Ritzau Scanpix MMA Bedstemor stjæler fokus: Her er øjeblikket, alle taler om

McGregor knæsparker Cerrone i hovedet. Foto: Mark J. Rebilas/Ritzau MMA På vej på hospitalet: - Har aldrig set lignende

Conor McGregor vandt efter blot 41 sekunder i sit comeback. Foto: Mark J. Rebilas/Ritzau Scanpix MMA McGregor vandt lynsejr i comeback

13 kommentarer
Vis kommentarer