MMA-stjerne skyldig i overfald - her er straffen

Conor McGregor erkendte sig fredag skyldig i overfald og slap behændigt fra at komme i fængsel

McGregor har noget af et temperament. Sidste år gik det ud over en bus. Video: TMZ/ UGC / AP

Heller ikke denne gang kommer Conor McGregor i fængsel.

Den hårdtslående irer modtog nemlig fredag en dom for overfald, der blot resulterede i en bøde på 1000 euro, cirka 7500 kroner.

Det var en del mildere end forventet, men den tidligere UFC-mester havde også gjort sit forarbejde. 6. april slog han en mand i hovedet på en pub i Dublin. Mandens brøde var, at han havde afslået at smage superstjernens egen whisky, der blev serveret smagsprøver på.

Det hele blev optaget på pubbens interne overvågningssystem, så sagen var ret ligetil.

Anklageren havde forlangt fængselsstraf til McGregor, da han 18 gange tidligere har modtaget domme - heraf en enkelt for overfald.

Det afviste dommeren dog. For McGregor har gjort en vis bod for sin handling.

Dels erkendte han sig fredag skyldig. Dels har han undskyldt over for offeret, som han ligeledes har kompenseret økonomisk. Og slutteligt valgte offeret ikke at optræde i retten og fremlægge sin sag.

Alt i alt nok til at McGregor slap med en bøde - og han lovede endvidere for fremtiden at holde sig på dydens smalle sti.

- Jeg kan forsikre, at intet af den slags nogensinde sker for mig igen, erklærede den 31-årige irer, efter at dommen var faldet.

Han havde oprindeligt trukket sig tilbage, således at hans sidste kamp blev nederlaget til russiske Khabib Nurmagomedov ved UFC 229 i oktober 2018.

Men for en uges tid siden erklærede han, at han gør comeback 18. januar mod en endnu ikke offentliggjort modstander.

Se også: Superstjernen forærede whisky til Putin

Se også: Pornostjerne fik tæsk i MMA-debut

Se også: UFC-legende gik selv fra operationsstuen

23 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere