Nye detaljer om voldsomt kvælningsoverfald: Offeret spyttede blod

Offeret blev bevidstløs, spyttede blod og fik flere blødninger, efter en dansk MMA-kæmper ifølge anklagemyndigheden slog og udøvede professionelt udførte halsgreb på en 16-årig mand. Manden nægter sig skyldig

En mand er tiltalt for grov vold efter en episode i kampsportsklub. Foto: Jonas Olufson
En mand er tiltalt for grov vold efter en episode i kampsportsklub. Foto: Jonas Olufson

En af landets bedste MMA-kæmpere er tiltalt for grov vold mod en 16-årig mand efter en alvorlig episode i kampsportsklubben Rumble Sports på Frederiksberg 7. november.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet hændelsesforløbet i detaljer, men nu er der kommet nye oplysninger om skaderne hos den 16-årige mand.

Ifølge anklagemyndigheden slog den professionelle MMA-kæmper den 16-årige med knyttet hånd og udførte to såkaldt professionelt udførte halsgreb. 

Det fik ham til at miste bevidstheden kortvarigt, hvorefter han spyttede blod. 

Efterfølgende undersøgelser viste, at den 16-årige fik flere underhudsblødninger på hals og nakke, mens der blev konstateret punktformede blødninger bag begge ører – ligesom der også var spor efter overfaldet i venstre øje samt på højre øjenlåg.

Det fremgår af anklageskriftet, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Nægter sig skyldig
Manden er tiltalt efter den såkaldt grove voldsparagraf, der omfatter legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter. I yderste konsekvens kan det give op til seks års fængsel.

Ekstra Bladet har været i kontakt med advokat Michael Juul Eriksen, der skal forsvare MMA-kæmperen i Retten på Frederiksberg først i det nye år. Han oplyser, at hans klient nægter sig skyldig, men at han ikke vil kommentere sagen yderligere, før retssagen begynder.

Københavns Politi bekræftede tidligere, at manden blev anholdt i god ro og orden på en adresse i København. Han blev efterfølgende løsladt og er derfor på fri fod, indtil der falder dom i sagen.

Begge mænd blev efterfølgende bortvist permanent fra kampsportsklubben. 

Træning gik galt
Sagen startede, da de to mænd sparrede i Rumble Sports dagen inden episoden. Træningen udviklede sig imidlertid voldsomt, og de to parter måtte efterfølgende skilles ad. 

Det sluttede dog ikke med det.

Dagen efter var den professionelle kæmper tilbage i klubben og gik forbi den 16-årige. Det møde var ikke i forbindelse med træning i klubben.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger spurgte han den 16-årige, om de to fortsat havde et problem, eller om de var kommet videre. Til det svarede den 16-årige, at det ville han nok finde ud af senere senere på dagen.

Det resulterede i, at MMA-kæmperen kastede sig over den 16-årige og lavede et såkaldt 'choke', der fik ham til at gå ud som et lys. Choke er et greb inden for MMA, men er naturligvis fuldstændig bandlyst uden for oktagonen.

Efterfølgende opstod der noget tumult uden for klubben, hvor flere personer med relation til den 16-årige ville have fat i MMA-kæmperen, der dog undslap.

Du kan læse mere om sagen her:

Se også: Forbund efter kvælning af teenager: - Tager sagen meget alvorligt

Se også: Professionel dansk atlet anholdt: Kvalte 16-årig bevidstløs

Se også: Professionel dansk atlet sigtet for grov vold

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere