Husk, at du kan se 2. Division eksklusivt på Ekstra Bladet. Få adgang her.
En jordbunden falstring slentrer ned ad The Strip sammen med sin headcoach Martin Kampmann, holdleder Niels Caspersen og massør Hassan Torabi.
På de store billboards langs den berømte boulevard i Las Vegas reklameres der for lørdagens store Ultimate Fighting Championship-event: UFC 248.
Et nummeret stævne.
Over there vil man måske nok snarere sige, at Mark O. Madsen er mere eller mindre down to earth … Det er han da såmænd også, hvis man altså sådan lige på stående fod skal forsøge at beskrive den 35-årige danske MMA-kriger.
Men hvis man omvendt tænker sig om en ekstra gang, ja, så er scenariet måske i virkeligheden et helt andet: For kan Mark O. med rette ikke også betegnes som en utrættelig falstring med storhedsvanvid?
Det er måske alligevel lige at stramme den ...
Men da Mark O. på et pressemøde for knap to år siden meddelte, at han havde valgt at indstille sin ellers imponerende karriere som græsk-romersk bryder, var det med ordene:
– Jeg vil se, om jeg kan drive det vidt i kampsporten MMA. Målet er at kæmpe i en megakamp i UFC-regi mod de bedste i verden.
Det kan man da kalde et ambitiøst mål; om det så ligefrem var realistisk, var dengang umuligt at spå om.
Nådesløst bur
Men nu er han her så – i fight capital number one, som han selv kalder det – på tærsklen til den føromtalte megakamp, som Mark O. altså selv proklamerede var den helt store målsætning et par år tilbage.
Slaget skal stå i T-Mobile Arena, der nærmest kan rumme omtrent 20.000 tilskuere – samt selvfølgelig et MMA-bur, den nådesløse The Octagon. Det er rekordhurtigt, at Mark O. er kommet på plakaten til et såkaldt nummeret UFC-stævne. Kampmann præsterede det samme i sin tredje UFC-kamp, mens aftenens fight mod amerikanske Austin Hubbard til UFC 248 blot er Mark O.’s anden optræden i UFC-regi.
– Det er både helt vildt og ret underligt på samme tid. Men jeg prøver da så vidt muligt at holde snuden i sporet stadigvæk, understreger Mark O. Madsen. En rigtig Mark O.-classic.
– Dertil er jeg både heldig og privilegeret at være fra Lolland-Falster: For vi er sgu gode til at holde begge ben på jorden, selvom det uden tvivl er svært at absorbere hele oplevelsen herovre.
- Det er nærmest uvirkeligt til tider. For det, der venter, er i realiteten bare en almindelig MMA-kamp. Så kan det godt være, at den foregår i Las Vegas i T-Mobile Arena, men i realiteten kunne kampen lige så godt blive udkæmpet hvilket som helst andet sted i verden: Den kun kunne sågar foregå i en lade på Lolland-Falster. Opgaven ville være nøjagtig den samme, slår Mark O. fast.
Ingen gummiben
Det er en letvægtsduel i 70 kilo-klassen. Mark O.’s modstander Hubbard, den 28-årige amerikaner, kæmper mere eller mindre på hjemmebane, mens Nevada Athletic Commision sørger for dommerne.
Men sådan er gamet bare, konstaterer Mark O., der tidligere i karrieren i græsk-romersk-regi har kæmpet et utal af gange på udebane – blandt andet i Aserbajdsjan, og det der var værre – og vundet.
Så det rører ham egentlig ikke. Dertil er han vel næsten græsk-katolsk.
– Nu møder jeg en amerikaner ... Så jeg er klar over, at han skal onduleres i overbevisende stil, hvis jeg skal gå hjem med en sejr. Alt snak om hjemme- kontra udebane er slet ikke mit fokus. Jeg kredser udelukkende omkring det, jeg kan kontrollere: Jeg skal løse min opgave bedst muligt og forblive i nuet.
- Jeg forventer, at jeg formår at levere mit bedste. Jeg forventer, jeg er i stand til at bevare overblikket. Nu finder vi ud af, om mit bedste er godt nok? Men der er vist ingen tvivl om, at jeg bliver den grønneste på lørdagens fight card, smågriner Mark O. – dog ikke med nervøse træk. Tværtimod.
Gummiben – eller UFC-jitters – opererer man slet ikke med i danskerlejren. Mentalt er Mark O. klippefast:
– Jeg har i hvert fald ikke pakket en ble med. Den mulighed eksisterer slet ikke i mit hoved, slutter han.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
MMA-ekspert: Ja, han er en trussel
Ekspertkommentator og tidligere UFC-sværvægter Christian Colombo anser lørdagens modstander Austin Hubbard som en seriøs challenge for Mark O.
– Ja, Hubbard er da en trussel. Han er tidligere champ i Legacy Fighting Alliance ... En pendant til Europas Cage Warriors. Han har en udmærket rekordliste og kan diske op med en masse ting i buret.
- Det bliver da en solid udfordring for Mark O., der nok specielt i de første to omgange ikke vil få det nemt i forhold til sit speciale, nemlig nedtagninger, siger Christian Colombo.
– Mark skal i hvert fald passe på med at blive alt for passiv i buret – stående – det kan han sagtens ende med at blive straffet for. Men når det er sagt, så er jeg i virkeligheden meget fortrøstningsfuld, siger MMA-eksperten.
Udvid repertoiret
Colombo er ikke i tvivl om, at man bør kippe en ekstra gang med klaphatten over igen at have en dansk MMA-kæmper på et stort fight card som UFC 248 i Las Vegas.
– Selvom der med garanti stadig er nogle i MMA-miljøet herhjemme, der mener, at det er for dårligt, at Mark O. så hurtigt kan optræde ved et nummereret stævne, så bør og kan man kun støtte op om kampen.
- I det store billede er det kun godt for dansk MMA – og det kan i virkeligheden kun øge chancerne for at UFC en skønne dag vender tilbage til Danmark, siger Colombo.
Lørdag nat skal Mark O. først og fremmest helst bevise, at han har udviklet sig - og især udviklet sit game stående, så repertoiret ikke kun består af en overhand right, slutter ekspertkommentatoren, der også gerne ser, at den danske MMA-kæmper kan true med submissions, hvis – eller nok snarere når – kampen ender på gulvet.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Kampmann: Mange bukker under for presset
Som tidligere UFC-kæmper ved Martin Kampmann om nogen, hvad der venter i T-Mobile Arena: Han kender til pulsen, der uundgåeligt stiger en anelse, når man nede i katakomberne under arenaen – nærmest i ren gladiatorstil – kan høre publikums brutale begejstring i sekunderne inden det hele brager løs i MMA-buret foran flere tusinde mennesker.
– Mange er knækket under det kolossale pres. Men lige her er Mark utrolig stærk. Han har prøvet det mange gange før til både OL og VM.
- For os begge handler det kun om én ting: Vi er ikke rejst til Las Vegas for bare at deltage. Mark er her for at vinde; for at stige i graderne. Ambitionen er at blive den bedste.
- Vi er taget til USA for at nå helt til tops, siger Martin Kampmann der selv nåede 18 kampe i UFC, inden han indstillede karrieren.
Læs mere om MMA
- Religiøse ofringer gjorde mig til verdensmester
Dansk MMA-stjerne dømt: Kvalte 16-årig til bevidstløshed
Kæmper i et bur i voldsom sport: Joachim er den venligste mand i MMA