Rystet over superstjernens angreb: 'Nu mister han kæmpe-kamp'

MMA-stjernen Conor McGregor vil højst sandsynligt ikke blive droppet - men han kommer ikke i kamp i 2018 efter hans angreb på en bus fyldt med andre fightere. Det vurderer MMA-eksperten Martin Bøge

'Jeg er faktisk meget rystet og forvirret. Det er en meget mærkelig og atypisk opførsel fra McGregors side.'

Sådan er MMA-eksperten Martin Bøges umiddelbare reaktion, da han bliver bedt om at kommentere MMA's helt store superstjerne Conor McGregors seneste episode.

Her valgte ireren nemlig at angribe en bus fyldt med andre MMA-kæmpere ved et pressemøde i New York til et stort event. Og senere blev han også anholdt, da han selv meldte sig.

Selvom McGregor er kendt for at være kontroversiel på og uden for banen, så er Martin Bøge overrasket over irerens irrationelle reaktion.

- Jeg vil stadig mene, at han er en begavet fyr. Han er meget business-minded, og derfor er han også kommet så langt i sin karriere. Det her er stik modsat alt det, han står for. Det giver absolut ingen mening, siger han.

Her kan du se episoden med McGregor, der angriber bussen:

En af de MMA-fightere, der var inde i den bus, som McGregor angreb, var russeren Khabib Nurmagomedov, der i morgen aften kæmper om det bælte, som ireren er indehaver af. McGregor mister bæltet, da han ikke har været i kamp siden 2016.

Men er det derfor, superstjernen gik amok? Nej, det mener MMA-eksperten ikke. Det drejer sig nok mere om en infight mellem Khabib og McGregors gode ven og team-mate, Artem Lobov.

Khabib Nurmagomedov var sandsynligvis målet for McGregors raserianfald. Foto: AP
Khabib Nurmagomedov var sandsynligvis målet for McGregors raserianfald. Foto: AP
 

- Det er nok hovedårsagen. Et angreb på Lobov er et angreb på McGregor. Sådan føler han det i hvert fald. Khabib er den nye superstjerne, der i morgen har mulighed for at strippe McGregor for hans bælte - og tilmed angriber han også en af McGregors venner. Der ville komme en reaktion. Det tænkte jeg nok. Men at den blev så voldsom - det havde jeg slet ikke regnet med, siger Martin Bøge.

Og hvilke konsekvenser vil det her få for Conor McGregor, der i den grad har sat MMA på verdenskortet de seneste år? Netop den status gør, at han ikke får den hårdeste straf, mener Martin Bøge.

Foto: AP
Foto: AP
 

Men der vil være en konsekvens.

- Planen var, at McGrgor skulle møde vinderen af lørdagens kamp mellem Khabib og Max Colloway til september. Men det kommer ikke til at ske nu. Det kan UFC ikke tillade sig. Især med tanke på de sagsanlæg, der nok vil komme fra de fightere, der var i bussen. Tre af lørdagens kampe er blevet aflyst på grund af skader efter McGregors angreb, siger han og fortsætter:

- Så han vil få en eller anden form for karantæne. Men UFC, som organiserer disse events, er i vildrede. For på den ene side kan de ikke forsvare sådan en voldsaktion, men på den anden side ville de ikke være meget uden ham. Han er uden sammenligning den, der har tjent mest ind til organisationen. Han får en karantæne, men jeg kan ikke forestille mig, at vi ikke får ham at se i UFC igen. UFC kan ikke undvære ham, siger Martin Bøge.

Conor McGregor blev anholdt i nat 4.40 dansk tid i New York. Politiet meddeler, at der ikke vil være nyt i sagen før i morgen, da man afventer, at der bliver indgivet anmeldelser.

Vanvittige scener: McGregor amok i New York

'Modbydeligt og forkasteligt': Superstjernen anholdt efter busangreb

MMA-stjernens vilde liv