UFC-stjernens mareridt: - Mange bekendte er døde

For Khabib Nurmagomedov har coronapandemien vist sig fra sin værst tænkelige side

Khabib Numagomedov regnes som den bedste letvægter i international MMA. Foto: Christopher Pike/Reuters/Ritzau Scanpix
Khabib Numagomedov regnes som den bedste letvægter i international MMA. Foto: Christopher Pike/Reuters/Ritzau Scanpix

Det var meningen, at han i 2020 skulle manifestere sin position som verdens bedste MMA-kæmper.

I stedet er Khabib Nurmagomedov isoleret i sin hjemstavn, den russiske provins Dagestan, hvor han nok træner men mest af alt håber på, at faderen snart bliver rask.

For hvor han i september havde al fokus på UFC og besejrede Dustin Poirier i sin seneste kamp, er det sejren over coronavirusset, der nu betyder alt for letvægteren.

Faderen, Abdulmanap, er indlagt på et militærhospital i Moskva, og ifølge det russiske nyhedsbureau RT, går det ikke godt med den 57-årige Nurmagomedov senior.

Tværtimod.

Han begyndte at beklage sig over problemer med hjertet og røg på hospitalet med hvad der beskrives som symptomer på lungebetændelse.

Det blev det ikke bedre af. I stedet blev Abdulmanap fløjet til Moskva, hvor man konstaterede, at han havde pådraget sig den frygtede virus. Kort efter blev han ramt af et slagtilfælde, hvorfor han blev lagt i kunstig koma.

Khabib i selskab med sin far, Abdulmanap i november 2018. Faderen regnes for den overvejende grund til, at Khabib overhovedet er MMA-kæmper i dag. Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix
Khabib i selskab med sin far, Abdulmanap i november 2018. Faderen regnes for den overvejende grund til, at Khabib overhovedet er MMA-kæmper i dag. Foto: Kirill Kudryavtsev/AFP/Ritzau Scanpix
 

Den vågnede han fra, men han kunne hverken bevæge sig eller tale og mistede siden bevidstheden, hvorfor man besluttede at lægge ham i respirator.

Hans nuværende tilstand beskrives som kritisk.

I mellemtiden har Khabib nægtet at lade sig teste for Covid-19. Ifølge RT afviser han med den begrundelse, at al fokus bør være på faderen…

Og hvis ikke det skulle være nok, har Khabib udtalt, at i omegnen af 20 personer i hans familie er blevet testet positiv for Covid-19. I sig selv markant og forfærdende. Men i Dagestan er det ikke så specielt. Regionen er voldsomt hårdt ramt, og en lokal mufti brugte overfor præsident Vladimir Putin udtrykket ’katastrofe’, da han blev bedt om at forklare den aktuelle tilstand i Kaukasus-regionen.

- For mig personligt har der været mere end 20 personer i min familie, der har været syge. Flere end 20 personer har været indlagt, og mange af dem er ikke længere iblandt os.

- Mange bekendte er døde. Alle har det meget hårdt i kampen mod det, har han skrevet på Instagram.

- Meget er skrevet om min far. Lige nu ligger han på hospitalet, og hans tilstand er kritisk. Det har påvirket hans hjerte, fordi han sidste år blev opereret. Han har netop været igennem yderligere en operation. Han er i en meget svær situation, meget svær. Vi beder til Allah om, at han vender tilbage til os, skrev Khabib.

Mens hans eget fokus naturligvis ligger på faderen og de øvrige familiemedlemmer, spørger millioner af UFC-fans nok sig selv om, hvornår han igen er klar til at slås på de store scener.

Skulle han gå og mangle motivation, hvilket synes svært usandsynligt, var opgøret 9. maj mellem Tony Ferguson og Justin Gaethje efter al sandsynlighed det brændsel, der må have fået ham til at blusse op. For det var meningen, at Khabib selv skulle være gået i oktagonen mod Ferguson i et læææænge ventet opgør, der har været på trapperne og aflyst flere gange.

Gaethje trådte til og overtog Khabibs plads, da denne var rejst hjem til Dagestan, ved UFC 249 i Florida for tomme tribuner. Det første UFC-event i to måneder. Og ikke nok med det. Undertippede Gaethje besejrede sin modstander på TKO i femte runde.

Det var det første af foreløbig tre afviklede UFC-stævner i skyggen af coronapandemien. En håndfuld flere stævner over sommeren er i gang med at blive planlagt. Men det ligger fast, at det fortsat kommer til at foregå uden tilskuere.

Om Khabib Nurmagomedov kommer på plakaten er endnu uvist.

Se også: Raser efter tæsk: - Stank af alkohol og cigaretter

Se også: UFC-kæmpere kan miste penge ved kritik af coronasikkerhed

 

15 kommentarer
Vis kommentarer