UFC's ypperste boss ser ingen mening i, hvorfor han skal straffes i kølvandet på, at han slog sin hustru til en nytårsfest 31. december.
Tidligere har Dana White ellers været særdeles hård ved UFC-krigere, der er blevet taget i samme og faktisk smidt dem ud af kampsportens kongeklasse af den grund.
I 2014 sagde White eksempelvis, at der ingen vej er tilbage, når man først har lagt hånd på en kvinde.
Men det gælder ikke for ham, lod han den fremmødte presse forstå i forbindelse med sit seneste pressemøde, hvor episoden fra 31. december selvsagt fyldte en del.
- Hvad ville konsekvenserne være? Fortæl mig det. At jeg holder 30 dage fri? Hvordan straffer det mig?
- Hvis jeg stopper, vil det skade virksomheden. Det gør ondt på medarbejderne. Det gør ondt på udøverne. Det gør mig ikke ondt, sagde han ifølge New York Post.
Artiklen fortsætter under opslaget ...
Episoden fandt sted på klubben El Squid Roe, der ligger i Cabo San Lucas i Mexico.
En video, som Daily Mail kom i besiddelse af, viser Dana White sige noget til sin kone, Anne White, der reagerede med en lussing. Derefter slog Dana White igen et par gange, før de blev splittet op.
Sammen har parret tre børn, og ifølge Anne har han aldrig opført sig på den måde før.
- Det er ikke hans karakter. Og det er endda en underdrivelse, sagde hun.
- Desværre drak vi begge to for meget nytårsaften, og tingene løb løbsk. Som familie har vi talt det igennem og undskyldt til hinanden.