Nykjær tilbage i VM med succes

Danskeren blandede sig i toppen i første afdeling af VM for standardvogne

Michel Nykjær fik en god premiere i VM-serien for standardvogne. (Foto: NIKA Racing)
Michel Nykjær fik en god premiere i VM-serien for standardvogne. (Foto: NIKA Racing)

Den dobbelte danske DTC-mester Michel Nykjær vendte efter et års eksil i Sverige med stor succes tilbage til VM for standardvogne på den berømte Monza-bane uden for Milano.

Det begyndte ellers skidt med farvel på niende omgang i det første af dagens to VM-heats, men danskeren tog revanche i andet heat med en fornem andenplads efter dagens dobbeltvinder, Yvan Müller, Frankrig.

Michel Nykjær, som efter at være raget uklar med sin danske mæcen, måtte over sundet i sidste sæson for at køre en samlet tredjeplads hjem i det svenske standardvognsmesterskab, har i år fortsat samarbejdet med det svenske NIKA-team.

Svenskerne har fået VM-ambitioner og indsat danskeren i en Chevrolet Cruze, så der var tale om både comeback og debut.

Michel Nykjær kunne forlade en regnvejrsdag på Monza som samlet nummer fire i VM-serien, hvilket må siges at være mere end godkendt.

Den tredobbelte verdensmester Yvan Müller var for stor en mundfuld i andet heat, hvor danskeren til gengæld gav den tidligere Formel 1-kører Gabriele Tarquini, Italien og Honda, baghjul.

Næste løb er om to uger i Marokko, hvor der tidligere har været rent kaos med alt for mange safety car-perioder på grund af langsom oprydning efter uheld.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere