Dansk racerkører til tops

20-årige Michael K. Christensen blev nummer to i GP3-løbet før dagens Formel 1-løb i Tyrkiet

Michael K. Christensen er nu et varmt navn i GP3-klassen. (Arkivfoto: Jacob Ehrbahn)
Michael K. Christensen er nu et varmt navn i GP3-klassen. (Arkivfoto: Jacob Ehrbahn)

De mest morgenfriske på Istanbul Park kunne her til morgen opleve en dansk racerkører på sejrspodiet.

Den 20-årige Michael K. Christensen blev nummer to i GP3-løbet, som igen er det første af flere løb på en meget lang Formel 1-dag på kanten mellem Europa og Asien.

Michael K. Christensen er efter en afstikker til Formel 1-stjernen Mark Webbers engelske Arden-team tilbage hos tyske RS Mucke.

Skiftet ser ud til at have givet ham mere vind i sejlene, end det var tilfældet i sidste sæson. Lørdag aften blev danskeren 7’er, så han kom udmærket fra start på en sæson, der er bundet op på den europæiske del af Formel 1-jordomrejsen.

Selv om Michael K. Christensen er stoppet hos Mark Webber, har han fået en ny kendischef, nemlig Ralf Schumacher, som er medejer af teamet. Derfor RS foran Mucke, som selv er en gammel kending i faget, og som i forrige sæson også havde det danske talent i stalden - i Formel BMW.

0 kommentarer
Vis kommentarer