Den 22-årige argentinske racerkører Guido Falaschi omkom søndag i en frygtelig ulykke på Juan Manuel Fangio-banen i en af hjemlandets største løbsweekender.
I den populære Turismo de Carretera-klasse, som legenden Fangio selv vandt to gange i begyndelsen af 40'erne, mistede Falaschi kontrollen over sin bil efter et uheld med to andre biler involveret.
Falaschi røg af banen, ramte ind i dækbarrieren, men hans Ford-bil blev slynget tilbage ind på banen, hvor han siden blev påkørt to gange af bagfrakommende biler.
Falaschi blev erklæret død kort efter ulykken, mens føreren af en af de andre biler, Néstor Girolami, måtte indlægges på hospitalet.
Motorsporten har inden for kort tid mistet både MotoGP-køreren Marco Simoncelli, motocross-freestyleren Jim McNeil og IndyCar-piloten Dan Wheldon.