Kærestens farvel til Christian

- Det burde være et mareridt, vi kunne vågne op af, sagde præsten til blandt andre Christian Bakkeruds forlovede og hans kollega Jan Magnussen

Christian Bakkeruds forlovede og nærmeste familie i dyb sorg ved den unge sportsmands begravelse. (Foto: Anthon Unger)
Christian Bakkeruds forlovede og nærmeste familie i dyb sorg ved den unge sportsmands begravelse. (Foto: Anthon Unger)

HORNBÆK (ekstrabladet.dk): Solen brød frem midt i sorgen blandt de mere end 200, der torsdag var mødt op i Hornbæk Kirke for at tage afsked med racerkøreren Christian Bakkerud, som blev dræbt ved en bilulykke i London.

Kor og alterpladser måtte tages i brug for at give plads til venner, familie og ikke mindst motorsportskolleger fra ind- og udland, som kom for at sige farvel til den unge sportsmand.

Blandt de fremmødte var også danske motorsportskoryfæer som Jan Magnussen og Thorkild Thyrring. På grund af de mange udenlanske gæster blev præstens tale også læst op på engelsk.

Både de mange unge kolleger og indholdet i sognepræst Bodil Olesens tale mindede om, at et menneske blev begravet, der både var utroligt afholdt og alt for ungt til at gå bort - både fra sin forlovede Cecilie og en karriere i motorsport, som han indstillede så sent som sidste år.

Skulle have været gift
- Vi skulle ikke være her. Vi skulle hver især være alle mulige andre steder. Det burde være et mareridt, vi kunne vågne op af. Men mareridtet er ikke en drøm, det er virkelighed. Christian Bakkerud er død, sagde præsten, der også i sin tid havde konfirmeret Christian Bakkerud.

- Det står lysende klart, at han fik mere ud af sine bare 26 år, end mange ville få ud af et helt liv, om man så blev 100. Det er også en af grundene til, at han har været et forbillede for mange mennesker, en man kunne se op til. For familie og børn var han en fantastisk legeonkel.

- For hans kolleger på banen var han hjælpsom og venlig. Han var en man så hen til og op til. Men et af de fine træk ved ham var, at opmærksomheden aldrig steg ham til hovedet, sagde Bodil Olesen i kirken.

Christian Bakkerud skulle have været til alters med sin Cecilie næste år, men nu var de sammen i kirken i en helt anden trist anledning. Ceremonien startede med, at der efter ønske fra Cecilie blev læst et digt op. 'Do not stand at my grave and weep'.

Efterfølgende var kæresten den første til at lægge en rose på kisten i graven.

Se også: Kolleger rystet over Bakkeruds død