Efterspurgt racerkører jagter fast arbejde

En dopingdom har givet Allan Simonsen plads i en Aston Martin i pinsens 24 timers-løb på Nürburgring

Allan Simonsen kører normalt i denne Young Driver-Aston Martin, men på Nürburgring stiller han op i en anden GT-klasse. (Foto: AP/David Vincent)
Allan Simonsen kører normalt i denne Young Driver-Aston Martin, men på Nürburgring stiller han op i en anden GT-klasse. (Foto: AP/David Vincent)

Danmarks mest efterspurgte privatchauffør, racerkører Allan Simonsen, er i pinsen hyret til at køre 100 års-fødselsdagsbarnet Aston Martin til sejr i det tyske 24 timers-løb på den gamle Nürburgring.

James Bonds foretrukne bilmærke har i anledning af den store fødselsdag valgt at udfordre tyske giganter som Audi, Mercedes, Porsche og BMW på deres egen hjemmebane.

Med 174 biler til start overgår 24 timers-løbet på Nordschleife forbilledet i Le Mans i antallet af biler, men da en omgang er på godt 21 km, er der plads til de mange GT-biler m.m., som i styrke ikke har samme power som f.eks. Tom Kristensens Audi R18 i Le Mans.

Allan Simonsen tjener til dagen og vejen ved bl.a. at køre VM for sportsvogne for resterne af det danske Young Driver-mandskab, det tyske ADAC mesterskab med racerpigen Christina Nielsen og britisk GT-mesterskab med en nordirsk ejendomsmægler Hector Lester, og den 34-årige fynbo har sagt ja til tjansen på Nürburgring med en skjult dagsorden.

Se også: Dansk uheld i Australien

- Jeg siger ikke nej, hvis Aston Martin bagefter kommer og tilbyder mig et fabrikssæde, siger Allan Simonsen.

- Aston Martin mangler pt. kørere, og det er blevet min chance for at vise mig frem. Vi stiller op for at vinde, siger Allan Simonsen, der blandt kolleger regnes blandt verdens bedste GT-kørere.

Det kan han så passende bevise i selskab med de to faste Aston Martin-kørere, briten Darren Turner og tyske Stefan Mücke, samt den tidligere Formel 1-kørre Pedro Lamy, Portugal.

Fabriksbilen fra Aston Martin skal starte som 2’er, når feltet sendes af sted kl. 17.00 efter en Audi RS LMS Ultra.

Se også: Datteren får privatchauffør

Årsagen til, at Aston Martin er kommet i kører-bekneb, er, at tjekken Tomas Enge - tidligere Formel 1-kører hos Prost og førstekører hos Young Driver - for anden gang i karrieren er i karantæne efter at være knaldet for doping. Eller rettere sagt for at have røget ’moderne tobak’.

Allan Simonsen er ikke den eneste dansker til starten i pinsens store løb.

Således er Nicki Thiim med i en Mercedes SLS med vinderpotentiale, da danskeren kører sammen med bl.a. det store tyske navn, den fem dobbelte DTM-mester Bernd Schneider, der i år har vundet 24 timers løb i Dubai og Bathurst, Australien.

Også Michael Christensen samt Christina Nielsen starter i top 40 i hver sin Porsche 997.

0 kommentarer
Vis kommentarer