Ulven Peter om motocross-tragedie: Det er ufatteligt

Paradise-Peter har flere gange mødt Kasper Lynggaard

Motocross-entusiast Peter Birch er dybt rystet over det tragiske dødsfald. (Foto: Mogens Flindt)
Motocross-entusiast Peter Birch er dybt rystet over det tragiske dødsfald. (Foto: Mogens Flindt)

Reality-stjerne og motocross-entusiast Peter Birch er dybt rystet over, at den 24-årige motocross-mester Kasper Lynggaard er død i en træningsulykke.

- Jeg har mødt ham nogle gange gennem sporten, og jeg husker ham som en glad og smilende dreng. Jeg har kun det bedste at sige om ham, fortæller Peter Birch, der var stor fan af den unge kører.

- Han var et kæmpetalent og havde en sikker og fornuftig kørestil. Han var meget rutineret, og det er ufatteligt, at dette kunne ske, sukker han.

Dansk motocross-mester død efter styrt

Det tragiske dødsfald får dog ikke Peter Birch til at droppe motorcyklen.

- Jeg mener ikke, at motocross er farligere end for eksempel fodbold. Kasper har bare været meget, meget uheldig, siger Peter Birch, der selv har brækket hoften i en ulykke på en motocrossbane.

Hans tanker går til Kasper Lynggaards nærmeste pårørende.

- Det er meget, meget tragisk, og jeg ønsker bare det bedste for familien, lyder det fra den tidligere Paradise-vinder.

Motocross-ven: Jeg er meget chokeret

Kasper Lynggaard omkom fredag under træningen ved et stævne i Dortmund, Tyskland.

Han blev danmarksmester i MX1-klassen i 2013 og var desuden blandt de nominerede ved Dansk Motorsport Award 2014, der finder sted i Cirkusbygningen i København den 22. januar.



Motocross-stjernen Kasper Lynggaard blev 24 år. (Foto: Facebook)
Motocross-stjernen Kasper Lynggaard blev 24 år. (Foto: Facebook)