Præsten: Sorg og fortvivlelse fylder os

Præsten tegnede et billede af en glad dreng, der elskede motocross og allerede som lille racede på sin plastik-scooter på vejen ved familiens hus

Kisten bliver båret til graven. Foto: René Schütze
Kisten bliver båret til graven. Foto: René Schütze

Motocross var Kasper Lynggaards liv, og han var ikke ret gammel, da han første gang sad på en motocross-maskine. Motocross fyldte allermest i Kaspers liv.

Det fortalte præsten Peter Østerby-Jørgensen i Ansgarkirken i den lille by Øster Jølby på Mors, da Kasper Lynggaards kære i dag sagde det sidste svære farvel til den talentfulde 24-årige motocross-kører, der mistede livet alt for tidligt i en tragisk ulykke i forbindelse med den sport, han elskede.

- Kasper sad første gang på en motocross-maskine, da han var fire år. Men allerede inden da var det klart, at han havde det i sig – alt det, vi har set sidenhen. Fra den gang familien boede over salonen på Præstbrovej, husker naboerne, at Kasper jævnligt racede op og ned ad fortovet på en plastik-scooter. Det var sådan noget, han ville. Og han kunne for resten køre på cykel uden støtte-hjul, allerede mens han kun var to år, fortalte præsten i sin prædiken, der blev fulgt af flere hundrede mennesker, der var mødt op på den svære dag.

Præsten har udleveret sin prædiken til Ekstra Bladet og givet tilladelse til, at vi citerer offentligt fra den.

Efter ceremonien blev hans jordiske rester sænket i jorden, og hans forældre og bror kastede hver en rose i graven, hvorefter de nærmeste gik forbi graven og tog afsked.

Motocross-stjerne kørt over af motorcykel

Op til sin død blev Kasper stadig mere målrettet, men som dreng kunne hans fokus forstyrres, fortalte præsten i den personlige tale.

- Som da han for første gang deltog i et løb. Pludselig fløj en flyvemaskine lige hen over banen: Den skulle han se. Han standsede og fulgte flyvemaskinen med øjnene. Og det blev han ved med, selv om der blev råbt til ham, at han da skulle køre. Det var også i et af de første løb, en af dem, han konkurrerede med, væltede. Da standsede Kasper og ventede, til den anden var kommet op igen, så de kunne fortsætte sammen, fortalte præsten i sin prædiken.

Han har kendt Kasper Lynggard hele hans liv. Han har både døbt og konfirmeret ham, og derfor sagde han ja til også at begrave ham,

Kasper kendte præsten hele sit liv .

Præsten satte ord på den følelse af meningsløshed og uretfærdighed, som alle i kirken formentlig følte. Hvorfor skulle en blot 24-årig dreng med en lysende fremtid foran sig dø så tidligt? Præsten sagde i sin prædiken, at han havde tænkt det samme, da han fik meddelelsen om Kaspers død.

Motocross-mester begravet: Knuste forældre tog afsked med Kasper

- Hvorfor stod du så langt borte, Herre, i går, i Dortmund? Hvorfor skjulte du dig, da det hele gik så frygteligt galt for Kasper? Hvorfor forhindrede du ikke den ulykke? Vi véd godt, at Gud ikke svarer på den slags spørgsmål. Og hvad skulle vi egentlig også bruge svaret til, hvis vi fik et? Det ville jo ikke give os Kasper tilbage, sagde præsten i kirken, hvor følget fik mulighed for at lytte til Kaspers yndlingssang: Fort Minor’s 'Remember the Name'.

- Kasper var vist især optaget af nogle linjer, der bliver gentaget flere gange. Oversat må de betyde noget i retning af: 'Det her er ti procent held, tyve procent dygtighed, femten procent koncentreret vilje, fem procent fornøjelse, halvtreds procent smerte'. Kasper har åbenbart følt, at de ord kunne beskrive i hvert fald noget af hans oplevelse med den hårde, målrettede træning, sagde præsten og fortsatte:

- Efter de ord siger sangen: 'Og hundrede procent grund til at huske navnet'. Det kan vi også sige i dag: Vi har hundrede procent grund til at huske Kaspers navn, hans person, hans væsen, hans dygtighed, hans udstråling. I dag er det nok mest sorg og fortvivlelse, der fylder os. Fordi vi skulle miste Kasper så tidligt. Fordi hans liv ikke skulle komme til at udfolde sig endnu mere. Fordi hans motocross-karriere skulle afsluttes så brat. Vi forstår det ikke. Det forekommer os så uretfærdigt, så urimeligt. Men netop i dag må vi heller ikke glemme taknemmeligheden: Taknemmeligheden for Kasper, for det liv, han fik, for alt det, vi andre fik gennem ham og hans liv, sagde præsten.