Den fejl laver Magnussen ikke igen

Kevin Magnussens uheld i sidste års race i Monaco kommer ikke til at ske igen, forudser manager Dorte Riis Madsen

Monacos velkendte og smalle gader er et fantastisk sted at vinde.

Og et af de allerværste steder at dumme sig for øjnene af alle Formel 1-bosserne.

Det ved den førende i Formula Renault 3.5 series, Kevin Magnussen, alt om, men også de mange udfordrere i klassen deriblandt Marco L. Sørensen.

Kevin Magnussen ønsker for alt i verden ikke en gentagelse af sidste års oplevelse, hvor han ikke nåede længere end til første sving, Sainte Devote.

I starten blev danskeren ramt bagfra af den senere Formula Renault-mester, Robin Frijns, Holland, som sendte Kevin Magnussen direkte ud i barrieren foran det gamle kapel, hvor Prins Alberts sydafrikanske svømmefrue, Charlene Wittstock lagde sin brudebuket, som skik er.

– Forfærdeligt, husker manager Dorte Riis Madsen, som havde taget plads et andet sted på banen og aldrig så sin kører komme forbi.

– Først troede jeg, at det var løgn.

– Det var bare det, som ikke måtte ske.

– Uheldet kan du ikke gardere dig imod, men jeg tror ikke på en gentagelse, da jeg aldrig har set Kevin så fokuseret og rolig før et løb, siger Dorthe Riis Madsen, som gerne vil skrive under på, at løbet i Monaco er årets vigtigste.

Således har hun selv kalenderen fuldt booket med aftaler med vigtige personer i det store fartcirkus.

– Du får en enestående lejlighed til at tale med de ’rigtige’ mennesker, siger Dorte Riis Madsen, som blandet andet takket været Kevin Magnussens reservetjans til hovedbegivenheden, Formel 1, kan bo på det samme hotel som McLaren med hvad det giver af fordele.

Løbet for morgendagens stjerner søndag ved middagstid har igennem årene været en sikker genvej til Formel 1 også da talenterne drønede rundt i Formel 3, Formel 3000 osv.

Et kig tilbage fortæller, at store Formel 1-navne som Stirling Moss, Storbritannien, Ronnie Peterson, Sverige, Alain Prost, Frankrig, Lewis Hamilton, Storbritannien, Mark Webber, Australien m. fl. har vundet, mens Fernando Alonso, Spanien, har kørt hurtigste omgang osv.

Blandt de sidste ankomne til Formel 1-feltet har Pastor Maldonado, Venezuela, 2006, Charles Pic, Frankrig, 2008 og Daniel Ricciardo, Australien, 2010 og 2011, vundet i Monaco.

0 kommentarer
Vis kommentarer