Watt trøster: Kevin har jo ikke glemt at køre bil!

- Han skal have lov til at have en off day eller to, skriver Ekstra Bladets Formel 1-ekspert om Mini-Mags møgdag i Bahrain

Ro på - Kevin skal nok komme igen, beroliger Ekstra Bladets Formel 1-ekspert efter Mini-Mags ørkennedtur (Foto: jan Sommer).
Ro på - Kevin skal nok komme igen, beroliger Ekstra Bladets Formel 1-ekspert efter Mini-Mags ørkennedtur (Foto: jan Sommer).

Trods den ærgerlige Kevin Magnussen-indsats i Bahrains Formel 1-grandprix er danskernes interesse for Mini-Mag fortsat massiv. Det kunne Ekstra Bladets Formel 1-ekspert Jason Watt forsikre sig om, da han mandag middag satte sig til tasterne for at livechatte med brugerne på Ekstra Bladet.

Watt skulle slå turboen til for bare at forsøge at følge med de mange spørgsmål, der væltede ind fra vores mange motorsportstossede brugere.

Mange spørgere var interesserede i at høre Jason Watts syn på, at Kevin tilsyneladende kører langsommere end teamkammerat Jenson Button.

Se også: Se billederne: Her brænder Kevin sammen

- McLaren-bilen var langt fra optimal denne weekend og Kevin havde heller ikke den bedste weekend, når man måler ham mod Button, men det kan der jo være mange forklaringer på.

- Var det hans bil, som var justeret skidt, eller ramte han personligt måske ikke lige formen?

- Lad os se fremad, knægten har jo ikke pludselig glemt at køre bil, fastslog Jason Watt, der også manede til besindighed over for de kritikere, der spurgte til, om Button ganske enkelt ER bedre end Magnussen.

- Nu dømte vi jo ikke Button ude, efter Kevin kørte fra ham de to første gange, så Kevin bør jo også have lov at have en offday eller to.

Se også: Ny ekstrastraf truer Kevin Magnussen

En spørger ville vide, hvorvidt Jason Watt syntes, det var irriterende, at samtlige danske journalister pludselig ved alt om Formel 1, når de for blot få måneder siden end ikke kunne udtale kørernes navne?

Jason Watt: Jeg synes, det er skønt, at hele Danmark har fået øjnene op for motorsporten. De fleste kaldte jo Kevin for MagnuSSON, indtil for tre måneder siden, så det går fremad!

- Har Kevin Magnussen chancen for at vinde et Grand Prix med tanke på, hvor suveræne Mercedes-bilerne synes at være, spurgte en bruger.

- Vi skal glæde os til, at McLaren får bedre styr på bilen, og Kevin rammer dagsformen, samme dag, som Hamilton og Rosberg kører hinanden i hegnet. Så er der Dannebrog øverst på podiet :-)

0 kommentarer
Vis kommentarer