Drømmen om at genvinde VM-titlen i sportsvognsklassen er godt i gang med at fordufte for den ni-dobbelte Le Mans-vinder, Tom Kristensen.
Audi kunne intet stille op, da der i de tidlige morgen- og formiddagstimer blev kørt en VM-afdeling på Toyotas hjemmebane, Fuji, Japan.
Det blev til dobbelt hjemmesejr med de førende i VM, Anthony Davidson, Storbritannien og Sebastien Buemi, Schweiz som vinder foran, Kazuki Nakajama, Japan, Stephane Sarrazin, Frankrig og Alexander Würz, Østrig.
Tom Kristensen sluttede sammen med Loic Duval, Frankrig og Lucas di Grassi, Brasilien som femmer.
Med sejren øgede den britisk/schweiziske duo føringen i spidsen for VM til 122 point, mens Tom Kristensen og co. har 82 point, så et nul point i et af de resterende tre VM-løb er ikke nok til at bringe danskeren tilbage i VM-kampen, da der 'kun' er 25 point i en sejr.
Også den anden Audi med de tidligere verdensmestrene, Andre Lotterer, Tyskland, Bernoit Treleuyer, Frankrig og Marcel Fässler, Schweiz synes ude af VM-kampen efter en beskeden sjetteplads. Trioen klemmer sig ind foran Tom Kristensen og co. i det samlede resultat med 93 point.
Audi var slet ikke konkurrencedygtige på Fuji og kæmpede bl.a. med ikke at bruge for meget brændstof, så kørerne måtte undervejs træde på bremsen for ikke at overskride grænsen.