Bedst for familien: Kevin flytter hjem

Efter at have boet både i Dubai og London etablerer familien Magnussen sig i København

Ude godt, men hjemme bedst.

Sammen med sin hustru Louise og datter Laura flyttede Kevin Magnussen først i juni tilbage til Danmark med ny adresse i København.

Racerkøreren boede i Woking, mens han kørte for McLaren, for så at flytte hjem til Roskilde og København, da han mistede sit sæde.

Efter Formel 1-comebacket blev basen rykket først til Dubai og siden det eksklusive London-kvarter Chelsea, som lå i køreafstand fra Haas-teamets base i Storbritannien.

Som pandemien har udviklet sig, er det igen muligt at pendle mellem USA og Danmark, når der skal køres IMSA-løb for Chip Ganassi Racing.

Planerne om en forlænget sommer i Indiana blev derfor skrottet.

Fra næste år hedder arbejdsgiveren Peugeot med langdistanceløb på flere kontinenter. 

- Vi er kommet hjem, fordi vi har fået et barn, og vi gerne vil have, at vores datter får en normal opvækst og ikke skal være med på slæb med os, siger Kevin Magnussen til Ekstra Bladet.

- Så passer det godt med, at jeg ikke kører Formel 1 mere, så jeg ikke behøver at bo i udlandet. Der er ikke lige så mange løb eller ting i kalenderen i løbet af et år. Det er faktisk okay at bo i Danmark og flyve til de ting, man skal, siger den 28-årige racerkører.

Hans far Jan Magnussen har igennem hele sin sportsvognskarriere valgt samme løsning.

- Selvfølgelig er det irriterende at skulle flyve mere, når man har været vant til at bo tæt på teamet, men det er for vores datters skyld, og det bliver også rart for os at komme tæt på resten af familien og vennerne, siger han.

Selvom skat ikke er noget, man taler om, er det alligevel et tema for de fleste sportsfolk, som prøver at maksimere indtjeningen i karrierens bedste år, så pengene strækker længere, når de ikke er aktive længere.

Racerkørere bor typisk i Monaco eller Schweiz med Storbritannien som det oplagte alternativ, grundet både skattesats, flyforbindelser fra Heathrow, og fordi så mange teams har base der.

Men de deciderede skattely har ikke været på tale for familien Magnussen.

- Man slipper ikke for at betale skat uanset hvad. Landene omkring inddriver skat. Hvis du bor i Monaco, bliver du beskattet til hvert løb. Alle de steder, hvor du tjener penge. Så du kommer aldrig uden om skat, ligegyldigt hvor du er henne, siger Kevin Magnussen.

Som person har han altid haft det bedst, når han kun var en kort køretur fra Roskilde ...

Efter otte år - uden at vinde et racerløb, lykkedes det endelig for Kevin Magnussen at komme øverst på podiet. LÆS MERE OM SEJREN HER