Jan Magnussen og makkeren Antonio Garcia havde bogstaveligt talt ild i røven på den amerikanske Formel 1-bane i Austin, Texas.
Trods en varm optakt med flammer omkring den gule Corvette, så rystede den dansk/spanske duo hurtigt den store forskrækkelse af sig og gav for anden gang i år resten af GT Le Mans-klassen baghjul.
Det var et eller andet brandbart, som blev antændt på pitlane, så skumslukkerne kom frem i en vis fart, hvorfor man slap med kosmetiske skader.
Og det viste sig afgørende at omkostningerne ikke blev større. For Magnussen endte til syvende og sidst med at sætte karrierens sejr nummer 174 ind på kontoen. Triumfen i Texas sendte tilmed det dansk/spanske makkerpar i spidsen i det amerikanske sportsvognsmesterskab.
Efter at have været mere uheldig sidst i Long Beach, hvor Antonio Garcia blev fanget i et uheld i sidste sving og mistede sejren, var heldet anderledes med i Austin, hvor fem af konkurrenterne røg af banen på 1. omgang, da den tidligere Formel 1-stjerne, Giancarlo Fisichella, Italien og Ferrari snurrede rundt.
Magnussen slap dog med nød og næppe fra uheldet med de fem involverede.
- Jeg valgte klart rigtigt, da jeg tog den inderste linie. Det hele skete ved siden af mig og de andre biler var i store problemer og de fik stor skade. Jeg er virkelig glad for, at jeg slap uden en skræmme, sagde Jan Magnussen til IMSA efter løbet.
Den nærmeste forfølger, en BMW med amerikanerne Alexander Sims og Bill Aubelen, blev slået med godt 4 sekunder, men undervejs måtte denne vogn tage en tidsstraf, og det kostede formentligt førstepladsen.
Med sejren må Jan Magnussen og Antonio Garcia, som i Le Mans igen vil få Jordan Taylor som 3. mand, påtage sig favoritværdigheden sammen med Ferrari, som tidligere i weekenden dobbeltsejrede på Spa i Belgien.
Christina Nielsen kom også på podiet i Austin sammen med sin italienske makker, Alessandro Balzan, men de må konstatere, at Jeroen Bleekemolen fra Holland og amerikanske Ben Keating er bedre, og med en ny sejr øgede det makkerpar afstanden til de forsvarende mestre, Christina Nielsen og Alesssandro Balzan.