Først et indrejseforbud og derefter coronaforbud.
Trioen Nicki Thiim, Marco Sørensen og Nicklas Nielsen er alle kørt ind i uforudsete problemer på vej mod VM-titler i deres respektive klasser.
Sportsvognene har som Formel 1 lavet en brat opbremsning og er kørt i garage.
Fredagens 1000 miles løb på Sebring, Florida, er aflyst, mens 6 timers løbet på Spa i Belgien i slutningen af april er udsat.
1000 miles løbet var en del af en 'doubleheader' sammen med verdens næststørste sportsvognsløb, Sebring 12 timer, der er udsat til midt i november.
Aflysningen kom i to ombæringer, fordi præsident Donald Trumps indrejseforbud fra Europa ramte VM-løbet, men siden er USA også ramt af corona og masser af aflysninger og udsættelser.
Da Spa kun har meddelt, at løbet vil blive kørt senere i år, er der allerede spekulationer om, at det først vil blive efter sommerens sæsonfinale, der er 24 timers løbet på Le Mans.
Hvis det er tilfældet, vil den danske Aston Martin-besætning, Nicki Thiim og Marco Sørensen ligge lunt i svinget til endnu en VM-titel i den prestigefyldte GTE-Pro-klassen. Danskerne har et forspring på 26 point til den nærmeste forfølger, Ferrari-parret Alessandro Pier Guidi, Italien/James Calado, Storbritannien, som yderligere er et point foran de forsvarende verdensmestre, Michael Christensen og Kevin Estré, Frankrig.
Modsat er den nye Ferrari-kører Nicklas Nielsen sammen med franskmændene Emmanuel Collard og Francois Perrodo i spidsen for GTE Am-klassen kun to point foran den nærmeste konkurrent.
Med aflysningen af 1000 miles løbet på Sebring blev det ikke til endnu en come back-tur til Jan Magnussen i den nye Corvette.
Da det danske hold i VM-serien, High Class Racing, kun havnet på reservelisten til årets 24 timers løb med en bil nummer to, hvor Jan Magnussen var tiltænkt rollen som kaptajn, ligner det i skrivende stund kun løb til Danmarks mest vindende i den nye danske løbsserie, TCR, som står for Denmark Touring Car Series.
Unge Nicklas Nielsen er ramt dobbelt af weekendens aflysninger i Sebring, hvor han ville have fået en forsmag på, hvad der senere vil vente på Le Mans.
Udover 1000 miles løbet skulle han have kørt med i 12 timers løbet.
Le Mans har indtil videre skrevet otte danske kørere til start.
Foruden den debuterende Nicklas Nielsen kan klassevinder i den europæiske Le Mans-serie, Mikkel Jensen også få debut i Le Mans i LMP2-klassen hos det russiske G-Drive-mandskab, hvor han vil få den tidligere Formel 1-kører, Jean-Eric Vergne, Frankrig som den ene af to medkørere.
Derudover er det spændende at se, hvem Christina Nielsen vil bemande en Ferrari med i GTE Am-klassen, da hendes medkørere fra IMSA-serien i Nordamerika allerede er at finde på andre biler. Indtil videre er hun eneste navn på bilen.
Vilde tv-billeder: Dansk stjerne flygter ud af brændende Lamborghini