Dansk F1-lærling tilbage på førstepladsen

Christian Lundgaard vandt på Spa sit andet løb i Formel Renault Eurocup

Renault-akademiets danske stortalent Christian Lundgaard var tilbage på podiets øverste trin, da sæsonens sjette afdeling denne weekend blev afviklet på Spa-Francorchamps.

I det første løb kørte han en suveræn sejr hjem fra sin startposition som toer. Lige nøjagtig på Spa er det ikke nødvendigvis en kæmpe fordel i disse biler at starte fra pole, da konkurrenterne kan udnytte slipstrøm til at overhale på langsiden efter legendariske Eau Rouge, hvilket danskeren gjorde på fornem vis.

Ind til en sen safetycar opbyggede Lundgaard det største forspring set fra en førende bil i denne sæson.

Med sejren rykkede han også lige akkurat forbi sin kinesiske hovedrival i kampen om mesterskabet, Ye Yifei.

- Det var virkelig dejligt med en sejr i første løb, og jeg havde sat næsen op efter endnu en sejr i det andet. Der har været nogle svære løb siden Silverstone, hvor vi ikke har fået det optimale ud af det, men trods alt har kørt stærke point hjem hver gang, sagde Christian Lundgaard efterfølgende.

Sejren betød, at Christian Lundgaard i et døgn igen første det samlede mesterskab. Foto: JEAN MICHEL LE MEUR/DPPI/Handout fra Renault Sport
Sejren betød, at Christian Lundgaard i et døgn igen første det samlede mesterskab. Foto: JEAN MICHEL LE MEUR/DPPI/Handout fra Renault Sport
 

Glæden varede kort, for weekendens andet løb udviklede sig trods en startposition som treer til at blive den nu 17-årige østjydes næstdårligste resultat i denne sæson.

En fronttrio stak af, mens Christian Lundgaard længe lå som firer med et kobbel af konkurrenter bag sig. Flere af dem slap forbi til allersidst, som danskeren bøvlede med et teknisk problem, og han måtte nøjes med en ottendeplads.  

- Det var ærgerligt at have et lille problem med en sensor, som havde så stor betydning. Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne for at holde alle andre bag mig, men det er ikke nemt, når man mangler en hel del speed ned af langsiden

Da Ye Yifei samtidigt blev treer, rykkede kineseren igen op på førstepladsen i mesterskabet. Han fører med 157 point mod Christian Lundgaards 147 med franske Victor Martins på tredjepladsen med 127 point.

Ye Yifei er i sin anden sæson, mens Lundgaard og Martins er rookier og sideløbende kæmper om det mesterskab. 

Der resterer fire afdelinger af i alt ti i Formel Renault Eurocup.

Samtidigt arbejdes der i kulissen på at sikre Christian Lundgaard en plads hos et attraktivt team til den nye F3-serie, hvor Formel 3 og GP3-klasserne slåes sammen og kører support til Formel 1-grandprixerne. Budgettet er dog endnu ikke på plads.

Se også: Dansk stortalent imponerer under F1-grandprix

Se også: Haas' tætte Ferrari-bånd: Folk misforstår én ting

Se også: Kevin-svineren gav bagslag: Selv hos Renault grinede de

9 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere