Dansk Ferrari klar til Le Mans

Reservebilen fra Allerød vil - uanset hvad - køre med i 2016-udgaven af det berømte 24-timers løb

Den danske Ferrari deltog tidligere på året i testen forud for årets Le Mans (Foto: Formula Racing)
Den danske Ferrari deltog tidligere på året i testen forud for årets Le Mans (Foto: Formula Racing)

Næste år skal det være.

Sådan lyder fredagens udmelding fra det danske Ferrari-team fra Allerød.

Reservebilen til årets Le Mads vil uanset hvad køre med i det berømte 24-timers løb.

I den europæiske Le Mans-serie har 'danskerbilen' lagt i front i GTE-klassen og er tæt på et wild card, som er sidegevinsten ved siden af selve titlen.

Bagmand på teamet er pengemanden Johnny Laursen, der selv kører med i den røde Ferrari 458 GT2, hvor Mikkel Mac i denne sæson har overtaget den allestedsnærværende Jan Magnussens gamle rolle som den hurtige mand.

Misser d'herrer chancen for at snuppe et wildcard, er teamet klar til at køre med om VM for sportsvogne.

Det er en langt dyrere vej, fordi teamet udover Le Mans forpligter sig til at køre den verdensomspændende VM-serie.

- Vi er på alle måder Le Mans-klar, lyder det fra teamchef i Formula Racing, Allan Jørgensen.

Efter at have tilskuere forrige år til verdens største sportsvognsløb fik det danske team som førstereserve blandt GT-bilerne adgang til at deltage i testen forud for Le Mans, så Mikkel Mac og Johnny Laursen har prøvet at køre stærkt på den legendariske bane.

Tidligere på sæsonen havde teamet også lejlighed til at teste med 'de store drenge' på Paul Ricard-banen i det sydlige Frankrig, og her var succespigen fra USA Christina Nielsen med som tredjekører.

Hun er en af mulighederne til pladsen som tredjekører i næste sæson, da det er meningen, at der skal køres med Dannebrog i GTE Am-klassen, hvor Young Driver med Nicki Thiim, Kristian Poulsen og David Heinemeier Hansson sidste år kørte med sejren.

I europæisk Le Mans har Mikkel Mac og Johnny Laursen den italienske kører Andrea Rizzoli som tredjekører, fordi Christina Nielsen f.eks har travlt med at forsvare sin førsteplads i klassen i United SportsCar Championship.

Se også: Reservebil har kurs mod Le Mans

Med nyheden fra den danske Ferrari-lejr tegner det til mindst ti danske racerkørere i Le Mans 2016, så der vil fortsat være en masse at komme efter for de mange danske tilskuere trods savnet af den nidobbelte Le-Mans vinder Tom Kristensen.

VM-serien for sportsvogne er efter lang pause tilbage på banen i weekenden på Nürburgring, hvor Young Driver-teamet efter at have været lige ved jagter en podieplads i GTE Pro-klassen.

Nicki Thiim, der var klassens hurtigste på Le Mans, er optaget af et ADAC Master-løb i Moskva, så de to tilbageværende, Christoffer Nygaard og Marco Sørensen deles om Aston Martin.

Også  Kristian Poulsen og David Heinemeier-Hansson, der i fjor var med at vinde VM i GTE-Am-klassen er til start på Nürburgring lige som Porsche-fabrikskører Michael Christensen.

4 kommentarer
Vis kommentarer