Dansk Le Mans-kører i dramatisk uheld: Slog en saltomotale

Nicki Thiim slap uskadt, mens Aston Martin-raceren blev slemt skadet og udgik

Nicki Thiim og Marco Sørensen skal køre sammen i årets Le Mans (Foto: Jan Sommer)
Nicki Thiim og Marco Sørensen skal køre sammen i årets Le Mans (Foto: Jan Sommer)

90 minutter og generalprøven til årets Le Mans var slut.

Den nye fabrikskører, Nicki Thiim kunne gå uskadt fra en slemt beskadiget Aston Martin, som fik den sidste test spoleret, da millionbilen slog en vild saltomotale uden skrue i VM-løbet på Spa i Belgien.

- Jeg tror, at han er dybt skuffet. Så vil han nemlig ikke tale i telefon. Jeg har selv flere gange ringet forgæves, siger faderen, den gamle stjerne i Deutsche Tourenwagen Meisterschaft, Kurt Thiim.

En lidt for pågående LM P 2-kører, Simon Dolan, ramte på 40. omgang danskeren bagfra og sendte Nicki Thiim af banen og en tur i dækbarrieren, hvorefter Aston Martin raceren rullede rundt og landede på fjerde hjul.

Briten, der i 2014 vandt LM P 2-klassen i Le Mans sammen med landsmændene, Harry Tincknell og Oliver Turvey, blev efterfølgende straffet med tre minutter for påkørslen.

- Nu er der ikke andet at gøre end at vinde på Le Mans, skrev Nicki Thiim på Facebook.

I 24 timers løbet kan der hentes mange af de 'tabte' VM-point, da der er dobbelte VM-point i årets største sportsvognsløb.

Selv om Aston Martin var blevet 20 kg lettere til Le Mans-generalprøven på Spa, havde bilen med Marco Sørensen som den ene af de to medkørere fortsat svært ved at følge med Ferrari i GTE-klassen, som lige nu er den bedst kørende bil i GTE-klassen..

Sidst i maj vil Nicki Thiim og co. på Nürburgring få en ny mulighed for at gennemkøre et 24 timers løb, når den gamle og berygtede Formel 1-bane, Nordschleife lægger asfalt til det største 24 timers løb målt i antallet på startende biler.

Det bliver ikke i Le Mans-bilen, men i en Aston Martin med en V 12-motor.

5 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere