Fredag var en skidt dag for Casper Elgaard. Her skulle den danske racerkører og teamchef nemlig have været til Le Mans, hvor hans GMB Motorsport deltager i Le Mans Cup.
Men sådan kom det ikke til at gå. I stedet måtte han blive hjemme i Aarhus for at påbegynde sin kemobehandling efter en nylig kræft-diagnose.
Det konstaterer han i et Instagram-opslag:
'I dag skulle jeg have lavet noget af det jeg elsker allermest - været på Le Mans med GMB Motorsport og efterfølgende med TV 2.
MEN… for ca. fire uger siden, fik jeg desværre konstateret kræft.'
'I stedet for at være i Frankrig, sidder jeg nu her - klar til min første kemobehandling,' skriver 44-årige Elgaard.
Han har selv fire gange deltaget i det rigtige Le Mans - med en sejr i LMP2 klassen i 2009 som bedste resultat - som han altså også skulle have medkommenteret i år - men han er dog indstillet på, at der nok skal komme flere muligheder. Han har i hvert fald indstillet sig på at tage kampen op.
'Livet er fuld af gode og dårlige dage. For fire uger siden var det en dårlig dag, i dag er en dårlig dag, og der har været mange dårlige dage inde imellem de to.'
'Men jeg er klar til kamp, og når det her er overstået, er jeg tilbage stærkere end før… kræften er flyttet ind i den forkerte krop, og kampen imod den er nu officielt i gang,' skriver den danske Le Mans-vinder, der også fire gange har vundet Danish Touringcar Championship.
Desuden blev han kendt i den brede danske befolkning, da han i 2009 vandt 'Vild med dans' sammen med Vickie Jo Ringgaard.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Kevin Magnussen har gennemgået en forandring - hør det fra Haas' chefingeniør: