Le Mans-vinder Michael Christensen har fået besked på at lette foden fra speederen.
Det er ikke, fordi Porsche vil bremse ham i at blive verdensmester.
Tværtimod.
Der skal være fuldt blus for at vinde titlen i GT FIA World Endurance Drivers' Championship.
Men i mellem VM-løbene skal han tage det med ro og skrue ned for meget andet, så han kan give den maksimal gas i resten af supersæsonen, som afsluttes med næste års Le Mans.
Så den 28-årige racerkører må indtil videre ikke længere have et bijob i den amerikanske sportsvognsserie, Pirelli World Challenge, hvor han i denne sæson ellers sluttede på en samlet tredjeplads.
I VM-serien har Michael Christensen og makkeren, franskmanden Kevin Estre halvvejs igennem VM-serien med to sejre og en anden- og tredjeplads lagt komfortabelt i spidsen med 96 point mod 61 til nærmeste forfølger, Ford GT-mandskabet, Olivier Pla, Frankrig og Stefan Mücke, Tyskland.
Inden vinterpausen er der om godt to uger endnu en afdeling i Shanghai.
Porsche, som er det mest vindende sportsvognsmandskab igennem tiderne, vil bruge den ekstra tid med Michael Christensen på nogle flere testdage, så danskeren kan ende med at vinde den VM-titel, som han blev 'snydt' for i 2015.
Da måtte han se den faste makker, Richard Lietz, Østrig snuppe titlen ene mand, fordi danskeren 'mistede' VM-løbet på Spa, da Porsche valgte at sende ham til et løb i USA. i samme weekend.
- Fremover skal jeg have 100 procent fokus på VM, fortæller Michael Christensen fra Bahrain, hvor han er deltager på en promotiontur.
- Da der ikke er så mange løb tilbage, skal jeg i starten af det nye år modsat i år køre Daytona 24 timer for at holde mig skarp.
- Derimod må jeg nok droppe et andet stort løb, Sebring 12 timer, fordi løbet skal køre i forlængelse af et VM-løb samme sted.
- Vi har fået så stort et forspring i VM, at planen er, at vi ikke skal køre race for enhver pris i Shanghai, men skal tænke os om og vælge vores kampe, så vi kan få gode point med hjem, siger Michael Christensen.
Forspringet i VM er lige nu så stort, at den dansk/franske Porsche fortsat vil være i spidsen, selv om man skulle være uheldig og udgå i Shanghai, hvor de tidligere verdensmestre Nicki Thiim og Marco Sørensen i Aston Martin også er at finde i et felt, der føres an af sportsvognsklassens nye superstjerne Fernando Alonso.
I USA blev Jan Magnussen tidligere på måneden på ny amerikansk sportsvognsmester, mens nevøen, Dennis Lind i samme weekend blev asiatisk mester.
Senest har den tidligere Le Mans-kører, Mikkel Mac sluttet sig til 'vinderfeltet' med et mesterskab i GT Open, og det kan føre til, at den tidligere Team Danmark-bryder vil få en fabrikskontrakt med Ferrari.
Mesterskabet, som racerkøreren fra Nykøbing F kørte hjem sammen med sportsvognsverdensmester Aellandro Pier Guidi, Italien, var 'kravet' for, at danskeren kan komme i betragtning til en plads som fast kører hos AF Corse, som er Ferraris fabriksteam i diverse sportsvognsløb.
Dansk Le Mans-vinder: - Min største sejr