Dansk racerkører klar for Ferrari: 'Jeg glæder mig helt vildt'

Racerkøreren Mikkel Mac har indgået en kontrakt med det fabriksstøttede Ferrari-team AF Corse og skal i fremtiden dyste i GT Open-serien med det nye team Spirit of Race

Danske Mikkel Mac har indgået en ny kontrakt med det fabriksstøttede ferrari-team AF Corse. Foto: Mikkelmac.dk
Danske Mikkel Mac har indgået en ny kontrakt med det fabriksstøttede ferrari-team AF Corse. Foto: Mikkelmac.dk

Racerkøreren Mikkel Mac har endnu engang sikret sig et sæde i en Ferrari.

Det skriver den 24-årige dansker nu i en pressemeddelelse onsdag på sin egen hjemmeside.

Mac har indgået en kontrakt med det fabriksstøttede Ferrari-team AF Corse og skal i 2017 dyste i GT Open-serien på det nye team, Spirit of Race.

Dermed tager den talentfulde dansker et stort skridt op ad karrierestigen:

– Jeg er enormt stolt over at teame op med AF Corse og Spirit Of Race og glæder mig helt vildt til at komme ud på racerbanerne igen. Jeg havde en udfordrende 2016-sæson, og mine ambitioner er større end nogensinde, lyder det fra Mikkel Mac.

– Det er fantastisk team med nogle fantastisk dygtige gutter, og vi stiller allesammen op med ét fælles mål: Vi vil vinde! siger han.

Danskeren har tidligere blandt andet vundet European Le Mans Series og debuteret i 24-timers Le Mans for danske Formula Racing.

Derfor anses Mikkel Mac i dag også for at være en af Europas hurtigste kørere i GT-serien. Og det har nu kastet en eftertragtet plads hos Ferraris officielle GT-team af sig.

- Det her er altafgørende for mig. Ferrari har haft mig i kikkerten, mens jeg har kørt hos Formula Racing, og de har kunnet lide, hvad de har set. At de tror på og vil satse på mig, viser bare, at jeg har gjort noget rigtigt. Det er jeg super stolt af, siger Mikkel Mac til BT, og fortæller at han fremover håber på at blive fuldtidsansat hos Ferrari med base i Italien:

- I fremtiden er det et fast fabrikssæde, jeg drømmer om. Dem er der kun seks af i verden hos Ferrari, men jeg er rigtig glad for måden, Ferrari arbejder på og menneskene omkring. Jeg kan ikke komme tættere på målet, end jeg er nu, siger Mikkel Mac.

Teamchef hos AF Corse, Amato Ferrari, ser også frem til at forsætte samarbejdet med sin danske racerkører:

- Mikkel Mac er en af de mest spændende unge kørere lige nu. Vi har arbejdet sammen med Mikkel siden hans debut i GT-racing for Formula Racing, og han har et kæmpe talent og en rigtig god fyr at have på holdet. Han er altid fokuseret på sejren og har vist god evne til at træffe de rigtige beslutninger på de rette tidspunkter, siger Amato Ferrari.

I den kommende sæson skal Mikkel Mac dele sæde med den 45-årige portugiser Miquel Ramos.

Miguel startede sin karriere i 1991 og har opnået 54 løbssejre og i alt 145 podieplaceringer. Duoen stiller op den hurtige GT Pro-klasse i en Ferrari 488 GT3.

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere