Dansker efter Le Mans-drama: Nu skal jeg sove en time

Mikkel Mac havde brug for en lur efter, at han tabte forhjul med 80 km/t

Mikkel Mac i sin Ferrari. Nu skal han have en lille lur inden, at han skal køre igen. Foto: Jan Sommer
Mikkel Mac i sin Ferrari. Nu skal han have en lille lur inden, at han skal køre igen. Foto: Jan Sommer

LE MANS (Ekstra Bladet): Le Mans-debutanten Mikkel Mac snuppede en time på øjet fremfor en kold øl efter den vanvittige debuttur i verdens største sportsvognsløb.

- Jo, det blev lidt nervepirrende. Nu skal jeg lige sove en time. Det er, hvad jeg har brug for, sagde Mikkel Mac, da Ekstra Bladet mødte ham på vej til sit logi.

Den unge dansker overdrev ikke i beskrivelsen af sine første omgange på verdens største sportsvognsscene.

Allerede på vej ud af pitten efter et hurtigt dækskifte fornemmede den 23 årige guldkører i det danske Ferrari-team, at der var et eller andet galt, men han nåede at få sin Ferrari 458 Italia op på omkring 200 km i timen igennem Dunlop-svinget, da han fik ordre til at slække på farten og forsøge at liste hjem.

Årsag: Venstre forhjul havde revet sig løst.

- Jeg kørte vel omkring 80 km i timen, da venstre forhjul forsvandt på Mulsanne langsiden, fortæller Mikkel Mac, som ved at styre kontra formåede at bringe bilen tilbage i pit.

Det blev til nogle lange sidste 7 km, og den akavede køretur gav da også skader på den forreste bundplade og bremseskiven.

Da Mikkel Mac kom tilbage i løbet efter med en nyrepareret bil, fyrede den den unge dansker straks de hurtigste omgange af alle i GTE AM-klassen.

Det er med garanti blevet bemærket ikke mindst af bilens leverandør, Ferraris eget sportsvognsteam AF Corse, som altid er på jagt efter en hurtig kører til en i forvejen stærk stab med bl. a. den tidligere Formel 1-stjerne, Giancarlo Fisichella, den tidligere sportsvognsverdensmester Gianmaria Bruni med flere.

Så Mikkel Mac, som indtil videre kun har kørt med i den Europæiske Le Mans-serie, kan formentligt snart se frem til flere opgaver, hvis han ellers kan holde farten i resten af Le Mans. 

Stillingen kl. 21:

Efter 6 timer med har den tidligere Formel 1-kører, Kamui Kobayashi, Japan med  blandt andet løbets hurtigste omgang skaffet Toyota et forspring på et minut i LM P1-klassen. Både Porsche og Audi hænger med på omgangshøjde.

GTE PRO-klassen har en Ferrari og tre Ford GT’ere vundet en omgang i forhold til ’danskerbilerne’, Aston Martin, Porsche og Corvette.

David Heinemeier-Hansson har efter fornem kørsel skaffet Proton Porschen et forspring i front på over to minutter, mens den danske Ferrari fortsat er fire omgange bagud i forhold til deres førende landsmand, der har overladt rattet til Khaled Al Qubaisi fra Abu Dhabi.

Se også: Dansker slap heldigt fra tab af forhjul

Se også: Ros til dansker og bøde til Ferrari

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere